Om zen og cykelkæder

Jeg har lige fået min cykel repareret. Kæden var løs og hoppede af kon-stant! Som i hele tiden. En kort overgang overvejede jeg at lade være med at få den strammet, som en slags lærestreg til mig selv. Den hoppede nemlig af hver gang, jeg blev irriteret og skulle overhale eller liiiige nå med over et lyskryds, der var ved at skifte til rødt. Så hvis jeg nu ikke strammede kæden op ville jeg blive nødt til at køre i et adstadigt og kontrolleret tempo uden at lade mig ophidse af mine medtrafikanter. Rigtig zen. Og zen er jo godt. Zen, det kan vi godt lide.

Da strategien så kostede mig et besøg hos massøren fredag (som jo så blev rykket til lørdag, men jeg havde VIRKELIG brug for det besøg), måtte jeg lægge en ny plan. En, der inkluderede den lokale cykelhandler. Zen-tanker er skrottede.

Jeg er ikke, men jeg forsøger at blive et mere tålmodigt menneske. Sandheden er at jeg ville blive ekstremt irriteret over mig selv hvis jeg mødte mig - især ude i trafikken. Tillad mig at illustrere:

Jeg er hende, den selvretfærdige. Hende, der mener selv at køre uden fejl og forventer at alle andre gør det samme. Kigger sig bagud på en propfyldt cykelsti inden man overhaler, ikke taler i mobiltelefon mens man cykler osv. Det er bare det helt basale, vi snakker om her. Når mine medtrafikanter så ikke opfører sig optimalt, får de det at vide. Små fine forslag fra min side om at holde ind til siden og gøre den tilsyneladende livsafgørende samtale i telefonen færdig. I det mindste vente med den til efter det absolut smalleste punkt på cykelstien, som umuliggør overhaling. For de kører jo ikke ligefrem hurtigt, dem der knævrer, vel? For satan da.

Og så er der dem der står og fylder på perronerne, helst omkring stempelmaskinen så jeg ikke kan komme til at stemple. Altså, kære venner, I har lige set mig komme løbende, der er et tog (nej, tydeligvis ikke det I skal med, men derfor kunne det jo godt være at andre skulle med det, ik?), der er på vej ind til perronen. Jeg har et kort i hånden. Kan I nu gætte, hvad der skal til at ske? Nej, det er også svært. SÅ FLYT JER DOG!!!

Og så er der supermarkedet eller butikker generelt. Der laver jeg gerne demonstrative trampelyde, hvis nogen træder ud lige foran mig eller bare står og fylder. Et opslag i Tramp-Dansk ordbogen afslører følgende betydning: "Hovsa, der var du sørme, iiiih, sikke jeg pludselig må til at bremse min travle gang dér, hva. Haha" eller bare "skrid!". Hvis der ingen respons er må jeg enten vente (hvilket er suboptimalt) eller bede om at komme forbi. Argh, så skal man jo være høflig. "Undskyld [smil], må jeg lige skubbe lidt til dig?"

I går på Tjili er der optaget på tøsetoilettet. I vir.ke.lig lang tid. Tik tak. Kom nu dame, vi andre har også blærer. Så begynder jeg at stå og lave vente-trampe-lyde. Sådan med de højhælede støvler, bare for at fjerne enhver tvivl fra hende inde på toilettet om der nogen der venter og hvilket toilet køen er til. For sådan dok-dok-dok, det siger herresko jo ikke, vel.

To sekunder efter jeg er kommet af med mine lyde, er irritationen glemt. Ideelt set burde det bare ikke være nødvendigt at være sådan en biatch.

Nå, men nu er kæden jo strammet op, så jeg må se om jeg kan tøjle min irritation på anden vis. Ideer modtages med kyshånd (gider bare ikke at meditere, så er det sagt).

Kan man ikke købe zen i en pose? Det ville da være drønsmart. Om ikke andet, har vi jo altid Valium.