tirsdag, marts 06, 2007

Wise up

Kvindernes Internationale Kampdag ligger lige om hjørnet, men jeg har ikke tålmodighed til at vente så lang tid. Ikke at dette gælder alle kvinders ve og vel, det er ganske så navlebeskuende, som sædvanligt.

Historien begynder for ca. 8 år siden, hvor min daværende kæreste udtrykte undren over et fænomen, han mente at have observeret. Nemlig det at kvinder omkring de 30 år bliver hårdere i filten. De indser at flinkeskolen ikke bringer dem det, de vil have, og så begynder de at kræve alt det, de mener at have til gode (og sikkert også lidt til). Hvilket jo i sig selv er en fin nok erkendelse. Men hvorfor de skulle blive så bitre over det, var ham et mysterie.

Dengang var jeg i begyndelsen af tyverne, og mente selv at jeg var lidt af en hård cookie, at jeg da i hvert fald ikke var en af den slags flinke piger. Til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at bede om hjælp, hvis der var et problem. Den slags klarer hårde cookies selv og ja, man skulle jo nødig være til besvær. Ups!

Alt dette er jo lang tid siden, og jeg mente, at jeg havde lært en ting eller to, blandt andet af mit katastrofale specialeforløb (tre år, Niller, tre år!) med en temmelig konfliktsky vejleder. Den slags er ikke gode til en specialestuderende som fx. mig, ligeledes konfliktsky. Så nej, det gik sgu egentlig ikke så godt. Jeg blev bitter. Og snart 30 år. Tik tak.

Nu er det natuuuuhhhhrligvis en helt anden sag. Troede jeg da. Til et møde med min chef i sidste uge, hvor vi diskuterede mine muligheder indenfor PhDens verden*, siger han at jeg jo er meget venlig. Og så sidder jeg og tænker at siden hvornår er "venlig" blevet et skældsord, for sådan lød det, da han sagde det. Jeg skulle være mere sådan Rrr, sagde han og lavede rundsave-på-albuerne-bevægelser.

Arh, men han kender mig jo ikke sådan rigtigt, tænkte jeg lige efter mødet. Pjat med ham. Jeg er da stærk og alt sådden nåed. Eller hvad?

Gad vide om AOF har rundsavsteknikker på kursuslisten? Helst i aften, for vi har aftalt et nyt møde i morgen... Andre tips?

*Hov, der vendte den sgu lige tilbage igen, ligesom jeg troede, det var en saga blot.

12 Kommentarer:

Anonymous Anonym siger...

Lyder som om du må en tur i Silvan. Jeg er sikker på de har lige alt, hvad du skal bruge af rundsave og monteringsanordninger til albuerne.

marts 06, 2007 3:11 PM  
Anonymous Anonym siger...

He he, jeg kan godt se for mig, hvordan tænderne begyndte at stramme... :-)
Men hvad er egentlig hans motiv med bemærkningen?
Er det til dit bedste, at han siger det, eller ønsker han at du bruger endnu mere tid på arbejdet?
Ja, man kan jo gisne, men jeg tror jeg vil holde mine gisninger for mig selv.
Nu er det jo ikke et mål i sig selv at have rundsave på albuerne. Faktisk kan jeg bedst lide at mine kolleger ikke har rundsave beregnet på mig.
Fokuser i stedet på dine mål. Følger du en plan? Har du en passende udvikling i jobbet? Er du tilstrækkelig kompetent til det du laver?
Hvis det er i orden, kan han da bare stikke saven skråt op.
Ellers må du jo i gang.
Rundsavekurser hedder i min verden kurser i assertiv kommunikation. Der får man monteret høflige men bestemte rundsave på albuerne.
:-)

marts 06, 2007 7:39 PM  
Blogger Prinsessens Mor siger...

"Tre år Niller! Tre år!" :D :D :D Skulle lige sige det højt for mig selv et par gange, for at komme i tanken om hvor det var fra. Haha.

marts 07, 2007 11:51 AM  
Blogger Suzy-Hang-Around siger...

Mindes lignende udmeldinger da jeg selv færdedes i det akademiske miljø, og jeg ved helt ærligt ikke om det er ment som et godt råd hvis man ville frem, eller en konfliktsky måde at sige "Drop det NU! Du egner dig ikke til denne biz" på. Meget irriterende besked, synes jeg :-/

marts 07, 2007 3:37 PM  
Blogger Ulla siger...

Bloggerella: Kan den klares så nemt? Det må undersøges.

Henning og SHA: Det er skam ment til mit eget bedste, men også en slags advarsel. Og ja, det er irriterende, men måske der er noget om snakken. Måske ikke ligefrem rundsave, men en lidt større bestemthed kunne måske ønskes.

Prinsessensmor: Hehe. Den oprindelige er vist med 7 år, men hvis man regner bachelordelen med kom jeg da næsten op på 7 år uddannelse før jeg var færdig. Så deeet...

marts 08, 2007 8:04 AM  
Blogger Ulla siger...

7 års uddannelse? Altså udover de 9 i folkeskolen og de 3 i gymnasiet...

marts 08, 2007 8:05 AM  
Anonymous Anonym siger...

Det er altså heller ikke nemt det der med rundsave eller ikke rundsave. Nu skal man lige pludselig have dem, men da man var yngre, måtte man ikke have dem.

Det er ikke ret lang tid siden en pige fra min folkeskole prøvede at sætte mig på plads ved at sige, at da jeg var yngre var jeg sådan en der blev totalt hidsig når det gik skidt for mig i sjippebue. Jeg kunne kun sige, at sådan er jeg sgu da stadig (bortset fra sjipningen), ellers kan man desværre ikke rigtig klare sig.

marts 09, 2007 12:41 PM  
Blogger Ulla siger...

Hidsighed er bare ikke svaret på problemet. Det er testet for det har jeg nemlig altid været.

marts 09, 2007 2:08 PM  
Blogger Aegget:CPH siger...

Er det ikke sådan en konfliktsky måde at sige at a) jeg tror ikke du har mål med dine karriere/liv/gerninger og b) hvis du havde tror jeg ikke du besidder tilstrækkelig vilje til at opnå/gennemføre/udleve dine valg.

Jeg kan i virkeligheden godt forstå den konfliktsky vej blev valgt overfor endnu en stærk kvinde.

OK - helt ærligt så tror jeg, at kvinder nogle gange er så tilbageholdne med deres drømme/mål at de på mænd forekommer usikre og ufokuserede. Begge køns reaktioner er naturligvis socialtbetingede.

marts 14, 2007 4:20 PM  
Blogger Ulla siger...

Det kan godt være. Men nu er der et præprojekt i gang, så nu får vi se. Det er fedt at begynde på noget nyt, jeg har en god mavefornemmelse. Det skal nok blive godt.

marts 14, 2007 11:13 PM  
Blogger Aegget:CPH siger...

retorikken forstærker indtrykket - hvis du vil optræde super målrettet, viljefast og gennemtænkt så ud med udtryk som 'mavefornemmelse' og andre føle-udtryk.

marts 15, 2007 1:37 PM  
Blogger Unknown siger...

Jooo, men det jo bare overfor jer. I er jo mine venner, ikke? Så kan man godt sige sådan noget. :)

marts 16, 2007 12:32 PM  

Send en kommentar

<< Home