Jeg, en knivskarp observatør
Jeg synes jo selv at jeg er en pige med en rimelig intelligens og social indlevningsevne. Men ak, af og til går klappen jo ned, selv for de bedste af os... Måske kun for de bedste af os...Hvem ved?
Aaaaaanyways... Historien starter med mig, min kære veninde Vibeke, og hendes kusine-Signe. Vi tre tøser tager en aften ned på Tjili Pop, hvor der er en masse folk, der hører et eller andet band, navnet fortaber sig i tågerne. Vi kommer altså ikke længere end til baren, hvilket jo passer mig fint. Der står der en flok fyre som heller ikke kan komme længere og egentlig også er ok med det. De taler fodbold og så bliver jeg jo nysgerrig (Indsæt billede af Ulla med lange ører her) og så viser de sig at være Virum drenge (altså fra Virum Gymnasium lissom os, selvom vi ikke er drenge)... Pludselig har Vibeke klemt en af dem op i hjørne... No escape possible, men han ser ud til at det er helt ok med ham. Nå, yada yada, tiden går... Jeg finder ud af at et par af dem vil ud at se noget ishockey en dag og det vil jeg dælme også, men kender ingen der interesserer sig for ishockey. Jeg får nummeret på ham Vibeke havde afspærret flugtmulighederne for (helt uskyldigt, naturligvis!!).
Senere aftaler jeg med Bjarke, som han viser sig at hedde, at tage op til Rungsted og se nogle mænd få banket deres tænder ud. De stopper jo kampen når der er blod på isen - respekt! Det sætter ens eget pussenusseliv så herligt i perspektiv.
Pludselig er Vibeke meget interesseret i ishockey, vil med til kamp og vide alt om regler osv. Jamen, fint nok, kom endelig med, jo flere des sjovere. Godt så. Vi tager op og ser kamp og det er fjong bong, bagefter ind til byen og hænge ud på cafe, hvor jeg mobber den temmeligt nervøse Vibeke med en gemt kaffechokolade i hendes tomatsuppe (Ooooonde Ulla). Pludselig... Bliver der underligt stille... Og så er det ti-øren falder for mig:
"Ahhhr, gaab, puha, det er sørme også blevet sent, jeg må vist hellere smutte hjemad... Kan I hygge jer, børn?"
På trods min klodsethed kan jeg berette at alt slutter lykkeligt og de er kærester den dag i dag. Nåååååårhhh!!
Aaaaaanyways... Historien starter med mig, min kære veninde Vibeke, og hendes kusine-Signe. Vi tre tøser tager en aften ned på Tjili Pop, hvor der er en masse folk, der hører et eller andet band, navnet fortaber sig i tågerne. Vi kommer altså ikke længere end til baren, hvilket jo passer mig fint. Der står der en flok fyre som heller ikke kan komme længere og egentlig også er ok med det. De taler fodbold og så bliver jeg jo nysgerrig (Indsæt billede af Ulla med lange ører her) og så viser de sig at være Virum drenge (altså fra Virum Gymnasium lissom os, selvom vi ikke er drenge)... Pludselig har Vibeke klemt en af dem op i hjørne... No escape possible, men han ser ud til at det er helt ok med ham. Nå, yada yada, tiden går... Jeg finder ud af at et par af dem vil ud at se noget ishockey en dag og det vil jeg dælme også, men kender ingen der interesserer sig for ishockey. Jeg får nummeret på ham Vibeke havde afspærret flugtmulighederne for (helt uskyldigt, naturligvis!!).
Senere aftaler jeg med Bjarke, som han viser sig at hedde, at tage op til Rungsted og se nogle mænd få banket deres tænder ud. De stopper jo kampen når der er blod på isen - respekt! Det sætter ens eget pussenusseliv så herligt i perspektiv.
Pludselig er Vibeke meget interesseret i ishockey, vil med til kamp og vide alt om regler osv. Jamen, fint nok, kom endelig med, jo flere des sjovere. Godt så. Vi tager op og ser kamp og det er fjong bong, bagefter ind til byen og hænge ud på cafe, hvor jeg mobber den temmeligt nervøse Vibeke med en gemt kaffechokolade i hendes tomatsuppe (Ooooonde Ulla). Pludselig... Bliver der underligt stille... Og så er det ti-øren falder for mig:
"Ahhhr, gaab, puha, det er sørme også blevet sent, jeg må vist hellere smutte hjemad... Kan I hygge jer, børn?"
På trods min klodsethed kan jeg berette at alt slutter lykkeligt og de er kærester den dag i dag. Nåååååårhhh!!
det mener Ulla, sgu! kl 19:52
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Home