Om hvordan man går fra uundværlig til overflødig på et par timer

Her til aften har jeg hjulpet min kære veninde med hendes fødselsdagsmiddag. Vældig hyggeligt og selvom der var en del arbejde iberegnet i det, er det helt fint, for sådan er det bare. Og der er masser af taksigelser (a la "Jeg havde ikke kunnet holde fødselsdag, hvis det ikke hvde været for dig!" (Mit svar: "Så det du siger er at uden mig, ville du stadig kun være 30 år?" - for satan, jeg var sjov der)) og så videre.

Jeg følte bare at jeg måtte gå lidt tidligere fra hendes fest for at hilse lidt på nogle af vennerne fra Oure-huset 2005. Jeg sms'er og får at vide at der er et par stykker, jeg kender. Jeg siger pænt farvel hos min veninde (som bor - hvad der senere vil vise sig er at putte salt i såret - ca. 5 minutter i slingregang fra min lejlighed) og cykler så ind til byen, hvor festen med Oure-folkene er. I trappen står ham, der holder festen og som jeg kender, igang med at smide en eller anden stodder ud. Bla bla bla, manden er en nar, men ud kommer han da. Jeg tager med op i lejligheden. Hilser på de tre-fire folk, jeg kender. De forsvinder dog hurtigt ud til forskellige andre og så står jeg sådan bare der. Jeg er ikke i humør til at opsøge nye folk og hej-jeg-hedder-Ulla-og-hvem-kender-du-så-her? Så jeg køber et ølkort, regner med at folk vel på et tidspunkt får tid til at hænge lidt ud, og ellers kan min økonomi nok klare udgiften på 30 kr. Så bruger jeg en fem-ti muntters tid på at gå lidt rundt i lejligheden og se ud som om jeg hører til. Vil lige sige hej til nogen af dem jeg kender, men de er travlt optaget af tja, hvad ved jeg.

"Hej, er du single?" siger en ven til en ven.
"Ehm, nej!" (og ew!).
"OK, så vil jeg ikke tale med dig."
Godt så. Likewise.

"Nåmmen Carsten, du var så på Oure igen i år, kan jeg forstå?", prøver jeg.
"Ulla, jeg skal lige ind og se hvad der foregår, senere, ik?".
Aha, godt så! Mumle, surmule!

Whatever. Jeg er for gammel til det her lort. Stiller resten af min øl, giver det stort set ubrugte ølkort til en ung (og dermed sikkert på-røven-gut) af mit hjertes barmhjertighed. Siger hej til dem, jeg kender, som pludselig vældig gerne vil snakke
"Nej nej, du skal da ikke gå nu, bla bla bla", siger de og kalder på hinanden for at videregive ansvaret. Great....
"Vi ses bare en anden gang", siger jeg i et forsøg på at være overlegen og lidt ligeglad.

Fuck, jeg hader det bare. Fornemmelsen af at være tilovers, overset, ignoreret. Det er faktisk det værste, nogen kan gøre ved mig. At blive svinet til og så videre, det kan man da i det mindste reagere på, men at blive ignoreret, det er bare det laveste. At folk ikke engang gider at forholde sig til en, for det er der sikkert en anden, der gør, det er det samme som at sige at man er ligegyldig og overflødig.

Og ja, jeg ved godt at man ikke altid kan nurse en, der dukker op klokken 2 og lige efter en anden, man havde en eller anden form for ansvar for har kvajet sig gevaldigt, men det ændrer ikke ved hvordan jeg endte med at have det. Lige pludselig er jeg bare det ensomste menneske i hele verden.

Jajaja... Det er sikkert bare hormoner, eller vin, eller stress, eller at jeg fokuserer på det negative, eller halv-snotagtig-sygdom, eller fordi kæresten er i Vietnam, eller hvad ved jeg, men det sutter... Jeg vidste jeg ikke skulle være taget derind, hvornår lærer jeg at lytte til mine instinkter? Hvornår?!

Jeg går i seng nu og kommer ikke frem før om laaaaang tid. Lorteland! Og nu har jeg også ondt i hovedet, for helvede og satan, bøssedværge, jeg hader alt, lad mig være i fred!