Roskilde 2006

Original titel, jaja... Aaaaanyways, here goes...

Fredag d. 23. juni:
Dropper telt af hos Anne og Janus, der sørger for videredistribuering til Team Lejretablering. Mange tak!

Torsdag d.29. juni:
Hentes af selvsamme rare mennesker og er på festivalpladsen kl 12.30. Gode parkeringspladser fås nemmere når der er gravide kvindfolk i bilen. Det var ikke mig. Vi finder lejren, mange kendte ansigter fra sidste år, dog huskes forbløffende få navne, men den slags kan jo genlæres. Belært fra sidste års fadæse sørger jeg for at få styr på liggeunderlag (fx at putte luft i det inden jeg lægger mig på det) inden jeg bliver for basket. Ikke at jeg regner med at blive det, men man ved jo aldrig. Endnu en ting, jeg lærte fra sidste år: Min mobil er fastgjort med snor til enten bukser eller taske, jeg føler mig lidt ligesom de der børnehavebørn med deres vanter i elastikker. Hvad fa'en, bare det virker... Øhm, hvad så. To sek, skal lige finde programmet...

Nå ja, musikken begyndte. Første band: Magtens Korridorer på Orange. Tja... ok. Hint: Stå ikke i kø ved ølbiksen lige ved hjørnet, i hjørnet er der kun en mand sat til at passe samme område som to ellers passer ned langs siderne. Behøver jeg at sige at det tog lang tid? Det tog lang tid.

Nåmmen så var det tid til Jenny Wilson, tja, det var da meget hyggeligt. Sjovest var dog hende den sure so, som sad på jorden ude foran, med frit udsyn til revnen, og som ikke syntes det var morsomt at få en tokrone smidt i revnen af Lille Morten. Hun gav os allesammen et lille ølbad. Tag det dog roligt, søster lagkage... Tsk tsk. Folk nutildags...

Så spise på CoFoCo, hvor nys afdøde LaQuack sørme slog sine folder. Altså, hun er jo ikke rigtig død, hun gider bare ikke at blogge mere. Jeg kan rapportere at hun ellers har det godt.

Til Clap Your Hands Say Yeah var der en glimrende stemning, men det havde nok været sjovere hvis man kendte musikken i forvejen. Bum bum, hvad skal jeg sige.

Nu kommer vi endelig til en koncert som jeg rent faktisk har en mening om, selvom jeg kun hørte 1½ nummer: Guns'n'Roses. FUCK, noget lort, mand! Der var mere Andrew Llo.. Undskyld, SIR Andrew Lloyd Webber over det crap, end der var rock og rul. Her var det jeg bestemte mig for at jeg var for træt og gik i seng.

Fredag d. 30. juni:
Første år på Roskilde, hvor jeg dropper badet den første dag. Jeg er ved at være vild på mine gamle dage. Fik jeg forresten nævnt at dette er min 10. Roskilde Festival? Hurra hurra for mig! Rutinen har dog ikke lært mig (grundigt nok i det mindste) at hæve penge inden jeg rammer festivalpladsen, så formiddagen bruges på en lille shoppingtur Roskilde downtown. Vandmelon med vodka lyder som en glimrende idé, så det købes der ind til, men vi fik aldrig nosset os sammen til at lave det. Oh well. Det bliver senere til en gave til Lejrfar. Sådan én har vi hos os. Lidt cool, det er det da.

Jeg når tilbage til bloggetræffet kl 14 ved Pavillon, hilser på en træt Sille og Maria Brandt - hej hej. Hyggeligt. AnetQ jobber den i Kbh og kommer først til pladsen senere. Kontrolla er på guidet tour, hvilket lyder ret cool, egentlig. Vi render dog tilfældigt på hinanden selvsamme sted, men efter de andre bloggere er skredet. Var det mon noget, jeg sagde?

Jeg semihører Martha Wainright, dvs sidder ved scenen, men det er for lavt til at jeg rent faktisk kan høre noget. Vi smutter over til Birdy Nam Nam, som deres lamme navn til trods, faktisk var vældig gode. Årets overraskelse!

Et kort stop ved Matisyahu overbeviser mig om at det er ved at være tid til at komme hen til Tyskland-Argentina kampen. Jeg får tilkæmpet mig en plads ved siden af flinke fyre, der giver mig øl, når jeg er ved at gå til at tørst og hede. AnetQ indfinder sig og glæden vil ingen ende tage. Ja ok, så vandt de skide tyskere og Q og jeg går vistnok ned i min lejr. Her begynder ting at
blive en anelse mudret for mig, så undskyld hvis rækkefølgen er fucked up. Puh, sol og øl mixer virklig ikke særlig godt.

Eivind tropper op og Janus finder stashet af Grøn Rødovre, og bikser en noget ustabil joint sammen. Bla bla bla. Op og spise ved CoFoCo igen, taler med nogle svenske ungersvende, den ene med et hårspænde, jeg får lov til at tale svensk og så er jeg jo glad. Øhm, så går vi vist over til The Streets ligesom en milliard andre. Da vi ikke rigtig fatter hvad det fede ved ham er, slet ikke i betragtning af den kæmpehob af mennesker, kæmper vi os ud igen og så et eller andet med noget mad og Death Cab for Cutie. Her bestemmer jeg mig endnu engang for at jeg er "træt", så godnat.

Lørdag d. 1. juli:
Tid til den traditionelle svømmehalstur. Tada!! I løbet af natten er jeg blevet monsterforkølet. Er dog ikke sikker på om det er en rigtig forkølelse eller bare en reaktion på støvet, eller rettere "urinstøvet", som festivalavisen så dejligt malende beskriver det. Yum yum!

Eivind og jeg er oppe og på mærkerne kl ca 10. Brunch på CoFoCo. Jeg aner et mønster her. Rørægget er dog grynet og total uspiseligt. Adr!

Bussen til svømmeren lader ikke til at komme, så som de happy campers, vi er, går vi hen til svømmehallen. Hep one two, hep one two! Næsten da... Svømmehallen er som altid total overtaget af festivalfolket, altid godt at vide at man ikke er den mest beskidte og stenede til stede. Nå, stener lidt i deres gårdhave, prøver at følge med i en skakkamp. Hm, nå, man kan ikke vinde hver gang.

Vi tager tilbage til festivalen. Eivind er hooket på at høre Immortal Technique og taler godt for sig, så jeg tager med. Det er ok, men damn, hvor den mand taler længe mellem numrene. Nej, vi kan heller ikke lide President Bush, kom nu videre, kammerat! Egentlig er jeg ikke i hiphop humør så jeg dalrer over til DJ Grazzhoppa's DJ Big Band, opildnet af gårsdagens Birdy Nam Nam, men det var numsekedeligt, det her.

Smutter forbi England-Portugal kampen. I kraft af min Brasilien-trøje falder jeg i snak med en trio af fyre, da en af dem har en bluse der ligner min til forveksling, skide efteraber. Skal vi være flinke og sige de er cirka et-par-tyve år gamle. Hvorfor nævner jeg nu deres alder? Jooooh, fordi den kære Singleton lidt tidligere har været ved at slå kløerne i den ene af dem. Det taler de meget om. Hun mener det, når hun siger de skal være unge.

Fyr 1: "Kender du Marlene (og så et efternavn, som jeg ikke rigtig hører)?"
Mig: "Næh, burde jeg det?"
Fyr 2 (med brasilienbluse): "Ja, hun har jo Danmarks meste læste WEBLOG...!!"
Mig [fniser indvendigt]: "En weblog, siger du? Nej, iiih, hvor spændende!"
Fyr 1 (som Singleton tilsyneladende har brandet som værende "let"): "Er jeg vel let? Hun siger jeg ser let ud!"
Mig: "Ehm, suk[ = luk nu røven, jeg ser fodbold]. "Let" er måske så meget sagt. [Ser jeg ud som om jeg er interesseret i den her samtale?].
Fyr 2: "Hvis han ikke er let, så må det jo være en af os andre der ser lette ud. [EH?] Hvem er det så?"
Mig: "Det synes jeg ærlig talt er temmelig ligegyldigt."
Fyrene: "Ligegyldigt? Bla blabla."
Mig: "Nå, god kamp, drenge. Hej."

Geez!

Ned i lejren og stene lidt. Har bestemt mig for at lørdag er ædrudag, desuden er der sportsdag i lejren, hvis ellers jeg havde energi nok til at vende stolen om for at kigge på de andre, der spiller Bocchia. Hører noget af kampen i radioen i stedet.

Anne, Janus og jeg tager op til en halvtom Arena for at høre Thåström. Den havde været heltom hvis ikke det havde været for svenskerne. Han giver en aldeles excellent koncert, jeg er meget meget tilfreds, der er nogle plader dér, der skal udforskes. Dog vil jeg bede vort broderfolk om at holde deres forpulede kæft under de stille numre. Ja, andre kan rent faktisk godt høre jer! Og til den skubbende latterlige nordmand i den røde t-shirt: Jeg ved, hvor du bor!! Eller... Det gør jeg jo ikke, men du var i hvert fald irriterende.

Bagefter stener vi lidt i Busbus baren. Kontrolla viser sig at være ti skridt derfra, så vi hilser lige lidt indtil hun med sit slæng tager til Under Byen, som jeg jo azzå liiige har hørt og ik' reddi' giiiider igen. Vel? Nok!

Jeg satser på George Clinton, men har læst programmet forkert og opdager at han går på en halv time senere end jeg troede, bestemmer mig for at det er virkelig alt for sent, for sådan en gammel kone som mig. Jeg tjekker emails og et par blogs, der omhandler Roskilde og går så i seng. Endnu en gang ved midnatstide.

Søndag d. 2. juli:
Der er lys for enden af tunnelen! Min kære kæreste har anmeldt sin ankomst til festivalen, men ville dog sætte umådelig meget pris på en ren kæreste, så ved 8-tiden (det var for varmt i teltet til at sove mere) går jeg op i bad. Dammit, jeg var jo lige i bad i går! En mand på vejen mumler "Taber!" til mig, jeg opfatter dog først at det var henvendt til mig, da han var langt bag mig. Hey, fister løgsovs! NORMALT ville jeg ikke gå i bad om søndagen, men ... EIIIIH! Dumme mand! Tis-Tonny, det er hvad du kan være!

Efter lidt forvirring omkring toge osv., finder jeg og Ulrik hinanden og går op og hører Figurines. Her er det så at min til festivalen indstillede kur stikker sit grimme hovede frem og minder mig om alt det jeg BURDE gøre og især alt det jeg IKKE burde gøre. Lynlåsen i mine short går fatalt i stykker. En af grundene til jeg ikke rejste mig op, da Ulriks kusine kommer forbi - Iiiih, jamen hej hej. Tja, vi skjuler vel alle et eller andet.

Efter et tøjskift går vi op til Gringo Bar, altid en ven i nøden, derefter Natasja & Ragga Pack. Hun fyrer op for en god fest, selvom der var tydelige fejl og noget af det var pivfalsk, så var stemningen i top, og hvad kan man så, andet end hygge sig.

En hurtig Caribean Burger klemmes ned og så er det over til Arctic Monkeys på Arena. Lad os sige at det ikke ligefrem blev mere køligt af det store fremmøde. Vi finder dog et sted i skyggen, men jeg er vist blevet overophedet, smutter ned i lejren (under påskud af at pakke sammen), plasker hovedet til med vand og lægger mig i skyggen. Der ligger jeg så stadig da Ulrik kommer derned. Nu fryser jeg dog. Nogle mennesker er aldrig helt tilfredse.

Vi får pakket sammen, men går glip af The Strokes, som efter sigende skulle have lydt forbløffende meget som på pladen. Hvad er så pointen i at høre dem live?

Vi hører noget Placebo, som jeg synes er kedeligt, men ikke rigtig nænner at sige, da Ulrik vældig godt kan lide det og jeg lige har snydt ham for The Strokes.

Ved 19-tiden havde hele festivallen bestemt sig for at spise, hvilket tilsyneladende kom bag på samtlige madboder, vi opgiver CoFoCo, der var ganske uovertrufne i deres ineffektivitet og får efter en brav kamt tilkæmpet os et par sandwiches ovre ved Odeon.

Vi opgiver at høre Franz Ferdinand og satser på gode pladser (eller bare pladser) til The Raconteurs, som var en klar fejlplacering på minimale Odeon. Det er til gengæld årets bedste koncert. Den bedste afslutning ever. Nogensinde. Selvom deres plade er fantastisk, så må jeg jo nok indrømme at den er noget kort i det. Det ved de vist også selv, så de har et par storartede
covernumre med. Bang Bang, eller hvad den nu hedder, var specielt fantastisk. Og helt sikkert en storetånegl værd, Janus.

Hjemturen er som altid kaos, tak til DSB for sædvanlig usædvanlig dårlig information. Vi er hjemme kl ca 24, bad, sove.

Mandag d. 3. juli:
Jeg haa-ar friii-iiih!! Nu skrev jeg godt nok lige "Vi er hjemme", som om vi bor sammen. Ja, der efterhånden en del af mit ragelse hjemme hos Ulrik, men altså nej, jeg var ikke helt hjemme endnu.

Kl 10.46, første sms fra mig til Ulrik: Er lige vågnet, tager lige en halv time til på den anden side.

Kl. 12.50, anden sms fra mig til Ulrik: Hov, eller måske to timer.

Kl ca 13-et-eller-andet: Står op, spiser morgenmad, ser to afsnit af Dr. Phil (hvordan kan man ikke være klar over at man er sort? Hudsygdom, min bare...), går i bad, tager hjem.

I metroen popper mine ører (er jo forkølet, remember?), halleluja, jeg kan høre igen. Desværre larmer fire 15-årige tabere in spe (Knægt 1: "Hvis kontrollørerne kommer, er vi bare iskolde! ISKOLDE!", Knægt 2: "Årh, hvad, det er min fjerde dag i træk på Staden" - need I say more?) og to par kvindelige pensionister cirka ligeså meget som en gennemsnitlig koncert på Roskilde. Holy guacamole!

Kl 16: Endelig hjemme. Stene (et ord, der går meget igen, synes jeg), tjekke mail, skrive det her, kommer til at slette det et par gange og starte forfra. Tror jeg går ned i parken med min bog og lægger mig i skyggen. Mon ikke tasken pakker sig ud af sig selv?

Konklusion

Bedste koncert: The Raconteurs.

Største overraskelse: Birdy Nam Nam.

Hyggeligste fest: Natasja & Ragga Pack.

Hyggeligste koncert: Thåström.

Største øv-den-missede-jeg: Eivør i Bar'N om torsdagen. Havde et program i stedet for blot en liste i programmet været for meget at bede om? Tilsyneladende. Pokkers også!

Mistede sager: Mit "Boys are smelly"-badge. Øv, det var mit yndlings.

Ting, der gik itu: Mine shorts. Ja ok, kun lynlåsen, men jeg vurderede det var en tilpas vigtig del til en fuldstændig kassering. Nogle kan sikkert sy den slags. Jeg er ikke en af dem.

Planlagt kasserede sager: Min trofaste Adidas Superstar II. Tak for tiden, der gik (Oooohohohohooo, fik I den?)!