Hvordan bekymringer af og til forsvinder som dug for solen

Ulla til et foredrag i dag ca kl 14:
"Damn, jeg skal holde Journal Club* i morgen og jeg har kun skimmet artiklen ganz schnell. Typisk... Hvornår lærer jeg det mon?
...
Og jeg har max en halv time fra foredrag slutter, til jeg skal gå.
...
OK, så kan jeg gå lidt tidligere fra foredraget, men fuck jeg kan da slet slet ikke nå at forberede mig. Nå, så må jeg tage artiklen med hjem og så arbejde med den og glemme at få styr på mit køkken, glemme at jeg egentlig skulle til både kor og salsa (hvis altså sofaen ankommer tidligt), oh well...
...
Så kan jeg måske lære at komme i gang med ting før absolut sidste øjeblik."
Som om jeg selv troede på den.

Tilbage på kontorpinden kl 14.35 efter at været skredet fra foredrag da spørgsmålene begyndte: "Wheeee! Sikke en dejlig mail dér. Jeg skal ikke holde foredrag alligevel. Jubiii!"

Kl 14.52 sms fra største storesøster, der havde ovariekræft i sommers, blev erklæret rask i december og så igen fik en masse knuder i underlivet (som jeg ikke har skrevet om for det kunne jeg altså ikke lige magte): "Biopsien viser at det er godartet væv!"
Wheeeeee! Sådan der! Jeg tror, det skal fejres med mariekiks, lissom den anden Ulla.

1-2-mange bekymringer ude af verden.


*Note til de uindviede: En Journal Club er et møde som holdes mellem akademikere i en forskergruppe hvor en har valgt en videnskabelig artikel af nyere dato og af generel interesse og gennemgår den for de andre, hvorefter kritiske kommentarer hagler ned over den og eventuelle svagheder i forsøgsudførelsen påpeges. ("HA, kalder de det for en negativ kontrol!" Og så griiiiiner vi!) Sådan er der så meget spas i forskningsverdnen.