Weekendens natfilm

Ja, ham Anders fra elfirmaet, der installerede mit netstik har altså ikke ringet og aftalt en tid med mig, så jeg kan få internet derhjemme igen. Så må jeg jo vente til en ledig stund efter arbejde. Til gengæld bliver det så til en treien-filmsnak.

Fredag var jeg og den søde med svigermekanikken inde at se Lærerinden fra Sao Bernando. Nok ikke en film, jeg selv ville have valgt, men det kan jo også være ganske interessant. Nu var den nok en anelse for langsom i fortællestil til en fredag eftermiddag, jeg var da ved at falde i søvn på et tidspunkt. Eller to. Men ellers en fin lille historie om jalousi og menneskeligt forfald. To Rani'er af seks.


Lørdag aften fik jeg og Ulrik endnu en gang taget os gevaldigt sammen og kom afsted til en sen forestilling af Sympathy for the Devil. Nu skulle der satme ses en film om rock og rul. Den handler så om udviklingen af en enkelt sang, som også er filmens titel, fra lidt klimpren på guitaren med Keith Richards i ømme pinke støvler der fint matchede hans bordeaux fløjlssæt til den færdige udgave med swung i. Kun ca 20 % af filmen er med bandet (det er så Rolling Stones, vi snakker om her), resten er noget politisk ævl. Magen til prætentiøst lort skal man lede længe efter. Også her lagde jeg mig til at sove, men denne gang med fuldt overlæg. 1 Rani fordi jeg har bestemt mig for at nul ikke findes på denne skala. BLAH!


Søndag. Åh, søndag! Jeg har næsten ondt af dig, Ulrik, men endnu en gang var den gode film blandt dem du ikke fik set. Guitarmongolen i Vester Vov Vov. Unummerede sæder. Ligesom i gamle dage. Startscenen er gylden. Vi ser starten til Allsång på Skansen, som er sådan en svensk underholdningsbastion. Det er et must-see. Hver fucking uge. Man tror satme det er løgn. Misforstå mig nu ikke, jeg holder vældig meget af svenskere, men det der allsång! WTF?!? Guldkornet kommer så i at der kommer mere og mere skratten i modtagelsen af signalet og der klippes til en fyr, der vader rundt oppe på taget og drejer på alle parabolerne. Filmen handler egentlig ikke om noget. Man følger bare nogle forskellige sære eksistensers færden omkring. Det er skævt, sært og vældig vældig morsomt. 5 Rani'er ud af seks.


Så havde jeg egentlig også billet til Night of the Living Dorks i går aftes, men jeg var sgu så stenet at jeg ikke gad tage helt ud til Fissetorvet. Der skal jeg nu ud i aften til den sidste film i natfilmsrækken: En Bollywoodfilm med netop Rani Mukerji - Paheli, hedder den. Det bliver god spas.