søndag, oktober 01, 2006

31 år og to dage = Ca. voksen?

For satan, hvor har man bare drøøøøhn-travlt når man fylder 31. Så travlt at jeg ikke engang har haft tid at fortælle om hvor travl og pissepopulær, jeg er. Eller. Nå.

Selve fødselsdagen (i fredags) varslede nye tider lige fra formiddagen. Jeg fik lidt dejligt (dvs hentet af kæresten) morgenbrød og en kanelsnegl til morgenmad. Det i sig selv er måske ikke skelsættende, det utrolige er at jeg simpelthen ikke var sulten før langt henne ad eftermiddagen. DET er usædvanligt. Jeg kunne simpelthen ikke spise noget. Men ak, intet er så godt at det varer evigt.

Om aftenen skulle Ulrik og jeg så ud at spise på CoFoCo, hvis trappetrin ned er MEGET smalle, eller også kan jeg bare ikke multitaske. Så dem nåede jeg naturligvis at skvatte ned ad. "Nej nej, jeg har det fin-fint!" (Kun lidt ondt i den forvredne ankel og i albuen, der ramte et ondsindet og skidehårdt metalstativ.) Dog ikke noget som et glas cava ikke kan kurere.

Og så skete det!

Jeg blev simpelthen voksen på et par sekunder. Eller måske har jeg været det et stykke tid, men det var der jeg opdagede det. Der kom nemlig brød på bordet og det smagte anderledes end andet brød, jeg har spist, men stadig vældig godt. Men hvad var det dog? Den anderledes smag?
AAAAAAAAAAAAAAAARGHHHHHHHHHH! Det er jo KOMMEN, for satan!! Hm, det smager jo helt fantastisk godt. Aha. Velkommen til de voksnes rækker, Ulla. Er det sådan, det er? At være voksen?

Vi fik spist vores andebøffer (huh?) og gik videre ned til Boutique Lize (ok, med et enkelt pitstop på Bang & Jensen, fordi Lize ikke havde åbent endnu, vi havde været for hurtige til at spise og fordi det regnede, hvilket jeg slet ikke gider kommentere, for det der med vejret og ens fødselsdag passer jo bare slet slet ikke). Jeg havde bedt et par venner eller 50 om at kigge forbi til en drinks (ja, der skal være s på, det er nemlig smaddersjovt - haha!) eller to. Der kom da også nogle og jeg panikkede slet ikke over manglende tilbagemeldinger. Stor pige! (Nu gider jeg ikke skrive mere, så resten bliver skitseret). Og så hej hej og tak for gaver og vældig hyggeligt og vi kan da godt lige nappe en lille øl på Riesen, inden klokken-er-to-og-de-andre-steder-er-lukkede-rykind'et kommer. Taxa med indbygget sightseeing hjem.

Op lørdag morgen lidt for tidligt, opdage bums mellem øjnene (OK, så var jeg ikke helt voksen alligevel - lidt teenager er man vel altid), rydde op, vaske op, bage kage og fødselsdagsboller, varme kakao og lave kaffe. Undre mig over, hvem den dame, der kommer op ad trappen, mon er, indtil det går op for mig at det er min søster med Pia Kjærsgaard paryk. Paryk, fordi kemoen har smadret håret, men hvorfor vil man ligne Pia Kjærsgaard? Få lidt for mange informationer om hendes tidligere forhold, hygge med dysfunktionel familie, iturevet gavepapir over hele stuegulvet (tak til Oliver (som er hund)), videre til svigerfar's fødselsdag om aftenen, mere hundesavl, få baghjul i brætspil, fandme urimeligt.

Søndag. Sove længe. Aftale baby-sening hos Anne og Janus. Se FCK-Brøndby i fucking fjerneren, fordi NOGEN ikke har fået købt billetter til kampen, hvilket endnu en gang beviser at hvis noget skal gøres rigtigt, skal man selv gøre det. Hov, banker det på døren? Gotta go.

9 Kommentarer:

Blogger Ulla siger...

Vil det så sige at hvis jeg ikke kommer til at kunne lide oste, så bliver jeg aldrig gammel?

Jeg kan nemlig ikke lide oste - OVERHOVEDET! Kan heller ikke tåle dem, så jeg udfordrer ikke engang mine smagsløg.

HAHA! EVIG UNGDOM!! YES!

oktober 01, 2006 1:59 PM  
Blogger Ulla siger...

Som et udslag af min nyfundne modenhed modstå jeg fristelsen at rette dig, da jeg jo godt forstod hvad du mente.

Se selv, Ulrik! Jeg er ikke sprogfascist! Det ER jeg ikke, nej, haha!

oktober 01, 2006 2:01 PM  
Anonymous Anonym siger...

Et forsinket tillykke herfra. Men synes du går lidt til yderlighederne med den der voksenhed, kommen - det smager da ikke godt?!

oktober 02, 2006 9:17 AM  
Blogger Ulla siger...

Nej, det troede jeg virkelig heller ikke at det gjorde. Betyder det at jeg nu kan drikke Rød Aalborg til julefrokosten. Uhhh, spændende... Og om et par måneder udløses spændingen... TadaaaaAA!

oktober 02, 2006 11:39 AM  
Anonymous Anonym siger...

Nå, men jeg må vist vente og se om de også sker for mig når jeg fylder 31... Hvad med sild - hvornår begynder man at kunne lide det?

oktober 02, 2006 2:31 PM  
Blogger Ulla siger...

Hmmm... Sådan cirka ved atten års alderen? Senest i starten af tyverne.

Yum yum, sild. Mmm og så lidt løg på. Eller dild. Aahhh...

oktober 02, 2006 2:34 PM  
Anonymous Anonym siger...

Hej Ulla, jeg har ladet mig inspirere af dit morsomme og tankevækkende indlæg :)

oktober 02, 2006 8:31 PM  
Anonymous Anonym siger...

Tillykke - jeg kan glæde jer vårharer og forårskåde kid med at selv en moden 34-årig, rynket gut med vigende hårgrænser og så småt brug for læsebriller at kommen stadig ikke hører til i mit køkken. Og jeg har børn, prioritetsgæld, aktieportefølje og kan lide jazz. Så dér.

oktober 03, 2006 9:11 PM  
Blogger Ulla siger...

Så det er ikke så nemt at definere alligevel? Pokkers!

oktober 04, 2006 8:11 AM  

Send en kommentar

<< Home