At være eller ikke at være en kontrolla

Jeg kæmper i disse dage en indædt kamp mod mig selv. Må ikke, må ikke, må ikke. Og nej, det handler ikke om min kur. Det handler om at undlade at udbede svar på den invitation, jeg udsendte til et par venner for noget tid siden, da hele ideen med mit arrangement var, at det bare skulle være sådan noget kom-hvis-du-alligevel-lige-er-i-nærheden-noget. Med vilje skrev jeg altså ikke noget om, hvornår jeg forventede mig svar, eller om jeg overhovedet ventede mig svar.

Nu sidder jeg så og spekulerer om hvor mange vi mon bliver og har alligevel lavet et skema, bare så jeg ikke ser overrasket ud når de, som har meldt tilbage, kommer. Jeg kan bare ikke huske det, når folk bare siger det til mig. Jeg vil have det på skrift. Måske min hukommelse bare forsvinder, idet jeg tager det første nip til en velkomstdrink. For det er jo som regel i festlige omgivelser at jeg ser folk. Ved det ikke, har bare en fornemmelse af at nogen har sagt noget om hvorvidt de kunne komme eller ej.

Nå, men jeg ved jeg kan klare det. Håber i det mindste. Enhver, der ikke har meldt tilbage og bare dukker op (altså som også var inviteret) vil jeg betragte som en slags gave. "Jamen dog, hvor hyggeligt!!" i stedet for "Hej, iiiiiih, eh, ja-men dog.. kommer du her? Sådan bare, sikke en overraskelse!" implicit "Det ku' du sgu godt ha' sagt!". Ingen sure miner, jeg har selv valgt det her. Jeg glæder mig til at se jer!



Og nu hvor vi snakker kontrolfreaks, vil jeg bruge en linie eller to på at ønske den rigtige Kontrolla et kæmpestort tillykke med fødselsdagen i dag. Og gid at det må gå hende vel og gå hende vel og gå hende vel, og gid at det må gå hende vel i mange mange år, iiiiiiiiiiii mange mange år!

Update kl 9:42: Måske det ville være ok at sende en lille reminder ud. Bare så de ikke glemmer det.