Fristil

Ja, jeg begyndte jo mit Sisyfos-arbejde igår med oprydningen på loftet. Og så finder man jo ting og sager...

Jeg fandt en mappe fra gymnasiet med noter, fotokopier og stile i. Bl.a. en engelsk fristil fra 1.g. Jeg var lige ved at begynde at læse den, men ved jo godt man ikke skal gøre den slags, så bliver man aldrig færdig. "Man", det er så mig, igen. Skal nok holde op med at benævne mig selv i tredje person snart. Lover!

Nå, men stilen handlede om "LIVET!" på en meget banal teenage agtig måde, men nå, jeg var jo bare en banal teenager, så det er vel ok. Jeg skimmede lige første side og rystede på hovedet af mine betragtninger og barnlige runde håndskrift. Det var i 1991, dvs. før det var helt naturligt at alle havde computere hjemme. Vi havde i hvert fald ikke en (før 1994), så derfor blev stilene skrevet i hånden.

Mappen med det hele røg ud. Og så kom jeg i tanke om min dansklærer (som også var en af korlederne - behøver jeg at sige at jeg sang i skolens kor?), der til en af de der karakter-samtaler sagde:

Jytte: "Ja, Ulla, du synger jo godt, men... "

Ulla: "Jeg ved hvad du vil sige. At jeg ikke siger noget i timerne. Men måske
det er fordi jeg HADER dansk og at overanalysere alle tekster. Måske jeg hører til dem, der "ikke kan skrive" (det var hendes dom) fordi jeg keder mig noget så gudsjammerligt over de emner vi skal skrive om. FUCK DIG!! Hvad fanden skal jeg bruge dansk til? Nu bliver jeg bare kunstner og så kan I rende mig allesammen!!"

Eller det vil sige, alt efter "Men måske..." var det jeg tænkte og nok burde have sagt.

Nu er jeg altså sulten, i min mave er der to kopper kaffe, 400 mg ibuprofen (mod tandpine) og 500 mg tetracyclin (mod udslæt i ansigtet som har fulgt mig efter det her stunt).