Vist känns det fint att va vid liv?

Nu hvor jeg kan høre Håkan dag og nat, gør jeg det så faktisk også. Hurra!!

Igår kom jeg sgu til at tude på vej over Langebro og det var ikke på grund af vinden og kulden. Men det var jo bare fordi at den der søøøøørgelige sang kom på (I shuffle, therefore I am). Den om guitaristen, Hurricane (fedt iøvrigt at blive kaldt Hurricane, det kunne jeg godt tænke mig) og om hans kone, der blev helt tosset og blev indlagt.

Anne og jeg og slænget talte nemlig med Hurricane efter koncerten i VEGA i foråret og spurgte hvorfor de ikke havde spillet sangen. Så forklarede han at sidst de havde spillet den havde han bare tudet og tudet ("Och jag bara gråt och gråt!"). Nååårh... I Pumpehuset, her for ikke så lang tid siden, spillede de den så (ja, det gjorde de også på Roskilde) og der tudede han også (begge gange).

Stakkels Hurricane... Hon var väl kärleken.

Hur kan dom tro på evig kärlek?



(Hele teksten her (Hurricane Gilbert fra Ett Kolikbarns Bekännelser).)