Krøniken
Med alt det familiehejs der er for tiden, kommer jeg i tanke om historien om hvordan vores familie endte i Danmark.
Engang for længe, længe siden i et fjernt land boede en ung adelsmand og han var vist noget af en vildbasse. OK, landet var ikke længere væk end det nu hedengange Preussen og det er ikke længere tid end godt 200 år siden.
Vores helt, Philip August Schlichting*, bor i en by der hedder Schlichtingheim (nu Szlichtyngowa), bare for at vælge et navn, der er mundret. Denne by ligger i Polen i dag. Nå, men han er jo som sagt adelsmand og bor vel på et lille slot, det gør sådan nogle jo. Desuden er han officer i den preussiske hær.
Nytårsaften til 1802, vist nok, roder vores ven sig ud i noget snavs. Han får dødeligt fornærmet en mand. Som rigtige gentlemen gør, aftaler de at afgøre deres disputs med en duel, som kommer i stand et par morgener senere. Nu har jeg set mange film og det er meget sjældent at helten dør midt i filmen (med mindre det er film som Ghost eller Den Sjette Sans (ups, glem jeg skrev det, hvis du ikke har set den)). Og det gør vores gode ven da heller ikke i denne historie. Han vinder duellen, men desværre dør modstanderen af sit Ulivssaar (fedt ord, der er tyvstjålet fra Johannes V. Jensens "Kongens fald" - jeg har sådan ventet på en chance for at bruge det - hurra!). Det er ikke så godt for kære Philip August, fordi det er ulovligt at duellere. I hvert fald hvis nogen dør af det. Så hvad gør man så?
Man tager sin tjeners efternavn (som familien stadig bærer den dag i dag, men nu gider jeg ikke fortælle hele verden, hvad mit efternavn er, vel?) og flygter til Danmark, hvor man indskriver sig i den danske hær, gifter sig med en dansk pige, får en hulens masse unger, som også får børn, som igen også får børn, som får min farfar, der hed Viggo, som får min far, der hed Fritz (det var han sgu sikkert glad for, det navn), som så får mig.
Min far blev lidt glad for slægtsforskning og han har sporet familien hele vejen tilbage til 1100-tallet, hvilket er ret vildt at tænke på. Desuden havde vi et våbenmærke, det ser sådan her ud:
Der er fjer i hjelmen fordi nogen i familien deltog i turneringer, lissom dem i Ivanhoe og Robin Hood. Sejt! De tre grene på skjoldet symboliserer tre grene af familien der var i strid med hinanden men blev forenede - hvor er det smukt. Farverne er stilsikkert valgt til sort og sølv. SÅDAN! von Schlichting familien rocker bare for viiiiildt!!
Så I kan nok høre at I har med en virkelig forfinet ung dame at gøre her. (Og her vil jeg så undlade at uploade et billede som Eivind just har sendt mig. Det forestiller mig (og Anne i baggrunden) i en lettere kompromitterende situation, især nu hvor min moster har fundet linket til bloggen.)
*Arhahahahaha, har lige fundet et tysk Sauerkraut-firma, der hedder Schlichting. (Men dem kender jeg altså ikke.)
Engang for længe, længe siden i et fjernt land boede en ung adelsmand og han var vist noget af en vildbasse. OK, landet var ikke længere væk end det nu hedengange Preussen og det er ikke længere tid end godt 200 år siden.
Vores helt, Philip August Schlichting*, bor i en by der hedder Schlichtingheim (nu Szlichtyngowa), bare for at vælge et navn, der er mundret. Denne by ligger i Polen i dag. Nå, men han er jo som sagt adelsmand og bor vel på et lille slot, det gør sådan nogle jo. Desuden er han officer i den preussiske hær.
Nytårsaften til 1802, vist nok, roder vores ven sig ud i noget snavs. Han får dødeligt fornærmet en mand. Som rigtige gentlemen gør, aftaler de at afgøre deres disputs med en duel, som kommer i stand et par morgener senere. Nu har jeg set mange film og det er meget sjældent at helten dør midt i filmen (med mindre det er film som Ghost eller Den Sjette Sans (ups, glem jeg skrev det, hvis du ikke har set den)). Og det gør vores gode ven da heller ikke i denne historie. Han vinder duellen, men desværre dør modstanderen af sit Ulivssaar (fedt ord, der er tyvstjålet fra Johannes V. Jensens "Kongens fald" - jeg har sådan ventet på en chance for at bruge det - hurra!). Det er ikke så godt for kære Philip August, fordi det er ulovligt at duellere. I hvert fald hvis nogen dør af det. Så hvad gør man så?
Man tager sin tjeners efternavn (som familien stadig bærer den dag i dag, men nu gider jeg ikke fortælle hele verden, hvad mit efternavn er, vel?) og flygter til Danmark, hvor man indskriver sig i den danske hær, gifter sig med en dansk pige, får en hulens masse unger, som også får børn, som igen også får børn, som får min farfar, der hed Viggo, som får min far, der hed Fritz (det var han sgu sikkert glad for, det navn), som så får mig.
Min far blev lidt glad for slægtsforskning og han har sporet familien hele vejen tilbage til 1100-tallet, hvilket er ret vildt at tænke på. Desuden havde vi et våbenmærke, det ser sådan her ud:
Der er fjer i hjelmen fordi nogen i familien deltog i turneringer, lissom dem i Ivanhoe og Robin Hood. Sejt! De tre grene på skjoldet symboliserer tre grene af familien der var i strid med hinanden men blev forenede - hvor er det smukt. Farverne er stilsikkert valgt til sort og sølv. SÅDAN! von Schlichting familien rocker bare for viiiiildt!!
Så I kan nok høre at I har med en virkelig forfinet ung dame at gøre her. (Og her vil jeg så undlade at uploade et billede som Eivind just har sendt mig. Det forestiller mig (og Anne i baggrunden) i en lettere kompromitterende situation, især nu hvor min moster har fundet linket til bloggen.)
*Arhahahahaha, har lige fundet et tysk Sauerkraut-firma, der hedder Schlichting. (Men dem kender jeg altså ikke.)
det mener Ulla, sgu! kl 18:20
3 Kommentarer:
Tak fordi du undlader dette billede! På både dine og mine vegne ; )
Nu bliver I andre vel ikke nysgerrige, vel?!
jo vi gør!!!
Mit navn kunne være Paustian, men mormor giftede sig igen, dumme krage :-)
Kære morfar, måske jeg sender det til dig, fordi det nu er dig.
Paustian? Ville dit liv så være bedre? Her håber jeg så meget du svarer nej.
Send en kommentar
<< Home