Grrrrrr!
Jeg er konfliktsky og tilskriver det min fars hysteriske udbrud. Da jeg var lille galdt det bare om at forholde sig roligt og ikke provokere, når han blev vred. Og det gjorde han tit. Ikke at jeg er blevet slået eller sådan noget. Den værste straf, jeg har fået, var vist, at jeg selv skulle finde mig en skammekrog at stille mig i. Men ukontrollable raseriudbrud fra ens far er sgu ikke ligefrem at foretrække. Aaaaaanyways, det her handler ikke om min far. Det handler om en konflikt, der er under opsejling mellem min ældste søster på den ene side og mig og den mellemste søster på den anden side. Og vi snakker naturligvis en strid omkring min mors bodeling. Ting og penge. Det er jo pisseligemeget, for helvede! Rend mig i nummeren!
Lige nu har jeg alle argumenterne parat, men jeg ved bare, at når jeg står i konfrontationen, bliver jeg så forbløffet over, at nogen kan være sur på mig, at jeg helt glemmer, hvad jeg ville sige og bare ender med at sige ja og undskyld. Hader det!
Lige nu har jeg alle argumenterne parat, men jeg ved bare, at når jeg står i konfrontationen, bliver jeg så forbløffet over, at nogen kan være sur på mig, at jeg helt glemmer, hvad jeg ville sige og bare ender med at sige ja og undskyld. Hader det!
11 Kommentarer:
Aaarrgghh... dét kender jeg godt, det der. Som yngste i flokken får jeg vidde grænser for, hvad jeg kan tillade mig sådan generelt, men når "de store" taler alvorsord, så er jeg den, der adlyder uden den mindste indvending.
Dem, altså indvendingerne, kommer jeg så efterfølgende i tanke om og bliver helt edderspændt rasende på mig selv og planeten over, at jeg lod det ske..... igen....!! :-/
Pøj pøj med det... :-)
Æv oss' at den slags kan splitte søskende :-/
Jeg tror, at det er et udpræget kvindefænomen, det der med at have forhold til ting, som man (muligvis) arver..
(selvom det jo nok ikke lige hjælper dig i denne situation :-| )
En fanTAStisk ting at sige til folk, som man er uenige med, men som man ikke lige tør at tale ret imod er:
"Det kan du mene".
Det siger både "jeg hører hvad du siger" OG "jeg er ikke enig", på en meget diplomatisk måde. Herfra kan man så blødt fortsætte: "... men hvad nu hvis.." og så opridse sit eget scenarium.
Mie: Du er ikke alene!
Lars: For sent at arve. Hun er sur over noget vi har smidt ud. Så kan hun sgu da bare møde op, sure løg!
SuzyQ: Smart! Det må jeg prøve. Skriver det lige på hånden så jeg ikke glemmer det i en presset situation.
Hvorfor lyder det så let når I andre siger det?
Du har naturligvis ret, iandy.
Min søster og logik er bare to meget uforenlige størrelser, desværre. I hvert fald, hvis logikken ikke falder ud til hendes favør.
Jeg kender en, der ikke har talt med sin (eneste) bror i over 20 år - siden den sidste af deres forældre døde, og de blev uvenner over bodelingen. Hvor dumt er det??? Bliv lige venner igen lidt hurtigere.
Det gør vi også, hun puster sig bare op.
Jeg har lige lært et billigt trick i dag; man skal spørge den indestængte familie om det åbenlyse: "Er du sur?" Totalt banalt, men effektivt!
Og hvad så?
Så siger hun: "Ja, gu' er jeg sur! Bla bla bla bla..." eller hvad?
Nå, ja, men så kan man da tage den derfra. Det kommer vel også an på familien - min ville fx. 8/10 gange udbryde: "Jeg er i hvert fald ikke sur" - men gøre det i et så fornærmet tonelje, at der lissom måtte komme et-eller-andet ud af det... Så går der da hul på bylden, for nu at bruge et klamt udtryk ;)
Sagen er vist i mellemtiden gået i sig selv igen. På vanlig vis a la "det taler vi ikke mere om". Men det tæller stadig som ro.
Send en kommentar
<< Home