Forbandede HUR
HUR! Jeg forbander jer! Alle ansatte og deres familier i femten slægtsled, måtte I aldrig have nok salt til jeres mad.
I går var jeg på Amager Strand. Bortset fra en overgang med lidt for mange mariehøns, var det dejligt. Men man skal jo hjemad. Det skulle være så simpelt, jeg skal tage en enkelt bus hjem, en bus, der endda kører lige til døren. Jeg ventede et kvarter på den (den kører hvert kvarter), der kommer ingen bus. Jeg tager en anden bus.
Ender på Sundbyvester Plads, fuck, det er i den forkerte retning af byen, men herfra kan en tredje bus føre mig hjem. Efter 25 minutters ventetid (hvor bussen så er 11 minutter forsinket, men herregud, den har jo også haft hele to stoppesteder siden den startede ude i lufthavnen, så det forstår man jo godt) og utallige forsøg på at ryste en ældre skomager med hang til at "komme til" at røre ved unge piger mens han fortæller lange historier om lyksaligheden ved håndsyede sko og en modtaget sms fra den cyklende Camilla som var med mig på stranden om at nu er hun hjemme, bestemmer jeg mig for at tage en taxa hjem. Jeez!
Der er nu gået et time siden jeg forlod stranden. Det er varmt, jeg har ting, jeg skal nå, og jeg er ærlig talt ret vred, jeg syder (folk, der har kendt mig noget tid, vil kun alt for godt kende dette udtryk hos mig, jeg arbejder stadig med mit temperament). Men der er ingen taxaer i syne. End ikke en ikke-ledig.
Da muligheden byder sig tager jeg en fjerde bus, samme linie som nummer to bare i den anden retning, i håb om at i det mindste komme tættere på byen, hvor et eller andet mirakel gerne skulle indfinde sig.
Ved næste stoppested indser jeg manglerne i min tankegang og står af. ENDELIG er der en ledig taxa som kører mig hjem. Taxaen er dejlig kold og Jørgen, som taxamanden hedder, snøvler kun lidt, men er flink, selvom jeg nu er blevet så konfus, at jeg ikke kan huske, om jeg bor på Vesterbro, Østerbro eller Nørrebro. Efterhånden som jeg køler ned på den ene og den anden måde, får vi sludret, og jeg ved nu hvorfor, der kører så få taxaer om søndagen, at hans nye kone (som han har været med i 20 år efter den første døde kort efter deres sølvbryllup) også er blevet taxachauffør, at en taxatur fra Charlottenlund Station og ud til Travbanen kostede 1 krone og 80 øre i gamle dage og så videre og så videre.
Det er en meget grim oplevelse at være overbevist om at man nu er strandet for evigt på Amager, det er det altså! Ikke noget, jeg ville ønske for mine værste fjender, lige bortset fra alle ansatte i HUR og eventuelle efterkommere og deres tilkomne i mindst 15 slægtsled.
I går var jeg på Amager Strand. Bortset fra en overgang med lidt for mange mariehøns, var det dejligt. Men man skal jo hjemad. Det skulle være så simpelt, jeg skal tage en enkelt bus hjem, en bus, der endda kører lige til døren. Jeg ventede et kvarter på den (den kører hvert kvarter), der kommer ingen bus. Jeg tager en anden bus.
Ender på Sundbyvester Plads, fuck, det er i den forkerte retning af byen, men herfra kan en tredje bus føre mig hjem. Efter 25 minutters ventetid (hvor bussen så er 11 minutter forsinket, men herregud, den har jo også haft hele to stoppesteder siden den startede ude i lufthavnen, så det forstår man jo godt) og utallige forsøg på at ryste en ældre skomager med hang til at "komme til" at røre ved unge piger mens han fortæller lange historier om lyksaligheden ved håndsyede sko og en modtaget sms fra den cyklende Camilla som var med mig på stranden om at nu er hun hjemme, bestemmer jeg mig for at tage en taxa hjem. Jeez!
Der er nu gået et time siden jeg forlod stranden. Det er varmt, jeg har ting, jeg skal nå, og jeg er ærlig talt ret vred, jeg syder (folk, der har kendt mig noget tid, vil kun alt for godt kende dette udtryk hos mig, jeg arbejder stadig med mit temperament). Men der er ingen taxaer i syne. End ikke en ikke-ledig.
Da muligheden byder sig tager jeg en fjerde bus, samme linie som nummer to bare i den anden retning, i håb om at i det mindste komme tættere på byen, hvor et eller andet mirakel gerne skulle indfinde sig.
Ved næste stoppested indser jeg manglerne i min tankegang og står af. ENDELIG er der en ledig taxa som kører mig hjem. Taxaen er dejlig kold og Jørgen, som taxamanden hedder, snøvler kun lidt, men er flink, selvom jeg nu er blevet så konfus, at jeg ikke kan huske, om jeg bor på Vesterbro, Østerbro eller Nørrebro. Efterhånden som jeg køler ned på den ene og den anden måde, får vi sludret, og jeg ved nu hvorfor, der kører så få taxaer om søndagen, at hans nye kone (som han har været med i 20 år efter den første døde kort efter deres sølvbryllup) også er blevet taxachauffør, at en taxatur fra Charlottenlund Station og ud til Travbanen kostede 1 krone og 80 øre i gamle dage og så videre og så videre.
Det er en meget grim oplevelse at være overbevist om at man nu er strandet for evigt på Amager, det er det altså! Ikke noget, jeg ville ønske for mine værste fjender, lige bortset fra alle ansatte i HUR og eventuelle efterkommere og deres tilkomne i mindst 15 slægtsled.
det mener Ulla, sgu! kl 10:40
8 Kommentarer:
Det er politikernes skyld! De lader sig fragte rundt i limousiner, og skærer og skærer i HURs budgetter så vi andre må vente i dagevis på en bus.
Det er sgu da ikk HURS skyld :)
Vi kan hurtigt blive enige om at alle politikere er nogle klaphatte. Men hvis HUR ikke kan magte at køre deres rådne busser, kan de i det mindste gøre opmærksom på at busserne ikke kommer. Måske flytte chauffører fra "ekstrabusser" stranden med tre personer i, til en rigtig bus. Bare en ide...
Tænk, jeg troede slet ikke der fandtes civilserede transportmuligheder på Amager. Men de er måske også kun i opstartsfasen?
Altså, politikerne er jo ikke sådan en speciel art som kun formerere sig med sig selv. Vi har de politikere vi fortjener - vi har selv stemt dem ind.
Og altså, hvis man løber an på at komme nogen steder med offentlige transportmidler hurtigere end man ville kunne kravle med bind for øjnene, så burde man vide på forhånd at man har sat sig et urimeligt ambitiøst mål.
KKK: Det skulle man mene, ja.
ih-altså-andy: Klart værre! Dåne!
Kratfyr: Kan du bevise at de ikke kun formerer sig med sig selv. Jeg vil se håndgribelige beviser. DNA-profiler og den slags. Jeg stoler heller ikke på at andre udfører testene, jeg gør det gerne selv. Hvis jeg lige får noget grej altså.
Desværre - jeg har ikke selv gearet til den slags test...men du har fat i noget. det er vanskeligt at forklare et fænomen som Kjeld Albrectsen uden at komme ind på indavl og recessive gener.
Han mener Pia K.
Keld Albrechtsen er jo helt klart en afart af den uldne sweaterlos der levede vildt for 20.000.000 år siden
Send en kommentar
<< Home