torsdag, oktober 05, 2006

Jamen selv tak, nej virkelig, det skal I ikke tænke på, det var da det mindste jeg kunne gøre!

Hm ja, jeg sidder og forestiller mig en samtale med mine naboer.

Det er nemlig lige gået op for mig at der var Røde Kors indsamling i søndags. De der indsamlinger går næsten altid hen over hovedet på mig. Der kommer nemlig aldrig nogen og banker på min dør. Aldrig!

Tidligere troede jeg at det var fordi jeg boede i et industrikvarter ude i Nordvest. De kom aldrig forbi min vej. Så flyttede jeg til det charmerende Nørrebro. Her kommer de heller ikke. Nu har jeg boet der i 11 måneder og jeg har ikke på noget tidspunkt truffet en indsamler eller blevet mødt velkommen hjem (skulle jeg have bevæget mig udenfor døren på en søndag, grotesk tanke, egentlig) af en pamflet med den ordlyden: "GIV OS PENGE, DIT SELVFEDE BORGERDYR, ELLER OGSÅ... ingenting, men det ville virkelig være rart med en skærv. Årh, please!" Sådan cirka.

Og så er det jeg tænker, er det mig, de undgår? For så synes jeg ærligt talt godt at mine naboer kunne være lidt flinkere, når jeg møder dem. Noget a la "Hej hej og tak for'ed!"

Nu vi snakker indsamlinger, så gik jeg engang en rute for Kræftens Bekæmpelse. De havde givet mig et stipendie og jeg tænkte at jeg ville være flink og indsamle en brøkdel af det til dem. Det var røvsygt og folk var så mistroiske overfor mig at det halve kunne være nok. OK, det var også ude i NV, men alligevel. Det var nu ikke det værste. Jeg havde forresten også lidt tømmermænd, men det var nu heller ikke så slemt. Nej, det værste var at jeg i 3 år derefter hver jul modtog et sirligt håndskrevet julekort fra hende, der koordinerede ruterne i området. I kortet var der taksigelser for min hjælp og slet skjulte opfordringer til at deltage igen. Ikke noget som juletid til at give en dårlig samvittighed. Ja, man BURDE jo virkelig også snart gøre noget ved dit og dat.

2 Kommentarer:

Anonymous Anonym siger...

Da du gik ruten, havde du så de der kinasko på?
;-)
Jeg har engang givet et beløb til SOS-børnebyerne. Det skulle jeg aldrig have gjort. Fra da af har jeg været på deres mailingliste og jeg modtager flere gange om året en pakke med postkort og andet skrammel, som stryger direkte i skraldespanden. Jeg er 100 på at de efterhånden har sendt langt flere penge efter mig, end jeg har indbetalt på deres konto.
Så står man der med dårlig samvittighed over ikke at blive ved med at betale, når de nu sender... men det kan jo ikke være rigtigt!
Det er jo dem, der har gang i noget helt vildt!
Og hver gang jeg får "børne-stakken" tænker jeg, at NU skal der gøres noget og de skal have klar besked... men så er der lige noget andet, der kommer i vejen... ;-)

oktober 06, 2006 9:04 AM  
Blogger Ulla siger...

Nej, det var nogle år før jeg genopdagede kinaskoene. Tag dig sammen, ring til dem, mand! Du skal ikke lade dig kue (ligesom mig). Sjovt, som det altid er let at vide hvad andre skal gøre...

oktober 06, 2006 9:09 AM  

Send en kommentar

<< Home