Et ansigt der kan passe
Jeg havde igår besøg af to piger fra RUC der skriver speciale om kvindelige bloggere, gad vide om de kan bruge min vrøvlen til noget fornuftigt. Nå, det er ude af mine hænder. Held og lykke med det.
Der var dog en ting, vi talte om, som jeg har tænkt lidt over. Hvilken Ulla, det er man ser her og hvilken Ulla, der bevæger sig rundt i virkeligheden. For det kan jo nok ikke komme bag på nogen at mit liv ikke er helt så kaotisk og latterligt, som det fremstilles her. I hvert fald ikke hele tiden. Der er faktisk indtil flere minutter hver dag, hvor jeg tænker rationelle tanker og udfører logiske og fornuftige handlinger. Når jeg så er blevet færdig med dagens Su Doku, kalder hverdagens latterligheder igen. Arh, pis, nu gør jeg det igen.
Nå, men det var de forskellige roller man enten påtager sig eller bliver tildelt her i livet som jeg kom til at tænke på. Når man bevæger sig inden for en lukket flok mennesker, som fx en skoleklasse, bliver man tildelt en rolle - mere eller mindre retfærdigt baseret på hvem man er. På denne vis var jeg i folkeskolen hende, den kloge, men ret kiksede pige. I gymnasiet var jeg hende, den underlige, der altid sang og på universitetet hende, der altid var på frebar, aldrig til forelæsninger, men som alligevel på mystisk vis bestod eksamenener (OK, sikkert stavefejl der, men det er for tidligt på dagen at slå det ord op). På mit arbejde har jeg to roller: Den ene er i pauserne, der er jeg hende den anti-autoritære klovn, som man altid kan grine af hvis der ikke er andet at tage sig til. Når vi så ikke lige holder pause, er jeg hende, der prøver at lave om på det hele. Hvilket er ok, for det er det jeg er ansat til. Stort set.
Se det var jo en del roller at navigere rundt i, og så har jeg slet ikke taget de roller, min familie og venner pådutter mig (uden det skal lyde alt for negativt). For af alle disse roller eller ansigter, er det kun den fra folkeskolen, der generer mig. De mennesker fatter mig bare ikke, på trods af de har kendt mig 9 år. Der er folk, jeg mødte til fest i lørdags, der vil kende mig bedre end de 20 stykker. Det er derfor jeg ikke er så vild for at komme til klassesammenkomster. Jeg er jo ikke hende den kloge kiksede mere... synes jeg... Men det er jo bare min beskedne mening.
Der var dog en ting, vi talte om, som jeg har tænkt lidt over. Hvilken Ulla, det er man ser her og hvilken Ulla, der bevæger sig rundt i virkeligheden. For det kan jo nok ikke komme bag på nogen at mit liv ikke er helt så kaotisk og latterligt, som det fremstilles her. I hvert fald ikke hele tiden. Der er faktisk indtil flere minutter hver dag, hvor jeg tænker rationelle tanker og udfører logiske og fornuftige handlinger. Når jeg så er blevet færdig med dagens Su Doku, kalder hverdagens latterligheder igen. Arh, pis, nu gør jeg det igen.
Nå, men det var de forskellige roller man enten påtager sig eller bliver tildelt her i livet som jeg kom til at tænke på. Når man bevæger sig inden for en lukket flok mennesker, som fx en skoleklasse, bliver man tildelt en rolle - mere eller mindre retfærdigt baseret på hvem man er. På denne vis var jeg i folkeskolen hende, den kloge, men ret kiksede pige. I gymnasiet var jeg hende, den underlige, der altid sang og på universitetet hende, der altid var på frebar, aldrig til forelæsninger, men som alligevel på mystisk vis bestod eksamenener (OK, sikkert stavefejl der, men det er for tidligt på dagen at slå det ord op). På mit arbejde har jeg to roller: Den ene er i pauserne, der er jeg hende den anti-autoritære klovn, som man altid kan grine af hvis der ikke er andet at tage sig til. Når vi så ikke lige holder pause, er jeg hende, der prøver at lave om på det hele. Hvilket er ok, for det er det jeg er ansat til. Stort set.
Se det var jo en del roller at navigere rundt i, og så har jeg slet ikke taget de roller, min familie og venner pådutter mig (uden det skal lyde alt for negativt). For af alle disse roller eller ansigter, er det kun den fra folkeskolen, der generer mig. De mennesker fatter mig bare ikke, på trods af de har kendt mig 9 år. Der er folk, jeg mødte til fest i lørdags, der vil kende mig bedre end de 20 stykker. Det er derfor jeg ikke er så vild for at komme til klassesammenkomster. Jeg er jo ikke hende den kloge kiksede mere... synes jeg... Men det er jo bare min beskedne mening.
det mener Ulla, sgu! kl 06:34
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Home