Ullah er stor!

I går havde jeg en øjenåbner-oplevelse. Faktisk har jeg haft et par stykker af den samme slags det sidste stykke tid, men jeg har valgt at ignorere de efterhånden alt for tydelige tegn. Nå, men det var simpelthen noget af det ulækreste, jeg har oplevet. Jeg sad helt normalt på en stol, havde en løs kjole på og mærkede pludselig at min mave hvilede på mine lår. Seriøst. Det gjorde den! Så der sidder jeg til stor familiekomsammen og prøver at holde masken. Efter et par glas vin havde jeg lykkelig glemt den fæle min-krop-er-blevet-til-Buddha-fornemmelse igen, men i dag dukkede den op i mit hovede. Så nu (som i LIGE NU!!) skal der ske noget. Det er slut med mañana-mañana-indstillingen. Jeg har allerede spist salat til frokost (dygtig pige!) og tager ud for at træne fluks. Har desuden sendt en masse mails ud til veninder i forskellige grupper for at sætte diverse træningsaftaler op, jeg kender min selvdisciplin kun alt for godt. Målet er at blive en af de der fanatiske træningsmilits-terrorcelle-kvinder. Jeg erklærer hermed hellig krig på mine deller. Fra og med nu!

Men hold da op, hvor det regner. Og tordner. Jeg har ingen jakke med. Må hellere lige bliver helt færdig her. Og tjekke mail før jeg går. Og så skal jeg huske at aflevere film fra ferien, ja, haha, vi har brugt gammeldags kameraer med film i. Crazy, no? Loco, totally loco. Bananas. Nå, men den slags butikker lukker jo inden man får set sig om. Og uh, der var også lige den der kageopskrift jeg lige skulle finde. Ikke til i dag. Til i morgen, da. Helt ærlig, jeg skal jo være tynd, jo. Jeg lover kun at smage på kagen. Det skal jo heller ikke se ud som om den er forgiftet, vel? Så krigen starter NU, i virkeligheden: Jihad! (Altså når det ikke regner mere...)