I dag har jeg lært at

1. Mit hår er nu så langt at der kræves en rekvisit til mavetømning nu. En elastik.

2. Cachaca smager virkelig skidt på anden dagen, se punkt 1.

3. Man kan skøjte på et glasskår. Vidste du måske det?

Femten

Paprika. Japansk anime.

Nå, men vi lå jo og sov, ik? Da vi vågnede var klokken tyve minutter i filmstart, biografen ligger mindst 40 minutter med det offentlige væk. Så deeeet...

Øv, jeg havde ellers glædet mig til den her. Nå, men nu er der kun tre film tilbage.

Nummer tretten og fjorten

Jens Jonsson Collection 1 og 2.

Efter Pixies-filmen var vi lidt trætte, så vi blev enige om at droppe den næste film (som var en samling af Jens Jonssons (hvem han så end er) kortfilm) og gå hjem og tage en lur og så tage ind og se den næste samling kortfilm.

Men da uret ringede sov vi sååååå godt, så vi blev liggende.

Fire film tilbage.

Tolv

loudQUIETloud: a Film about the Pixies.

En time inden filmen ligger jeg stadig i min seng og klynker. Tømmermænd, big time. Ulrik får mig hevet ud og afsted ind til Vester Vov Vov. God ting. Rigtig rigtig fantastisk god ting. Om det var den halve stegte hotdog eller om det rent faktisk var filmen, der reddede mig, ved jeg ikke. Men reddet blev jeg, væk var tømmermændene.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker Pixies. Fik satme kuldegysninger og sad og tudede hver gang der var et liveklip. Så hvad andet end seks fimser ud af seks.

Seks film igen.

Tak for lort

Kollega: Hvad har du lavet hele natten?
Mig: Æhhh??
Kollega: Du har vilde mørke rander under øjnene.
Mig: Skide tak, pænt sagt. Det var lige det, jeg havde brug for at høre. God weekend til dig også.

Jeg var egentlig ret frisk, men nu har jeg bare lyst til at grave mig ned og sove.

(Påskeferie om 5½ time... Jaaaah!)

Elleve

Sleeping Dogs Lie.

En film om hvorfor man ikke skal give sin hund et blowjob, ligemeget HVOR indbydende, det så end virker. Eller i det mindste skal man ikke fortælle nogen om det nogensinde.

Filmen begynder om et kvarter. Jeg har billetterne lige her. Men der er jo Paradise Hotel og påskefrokost i morgen (skulle jo nødigt falde i søvn over forretten, vel?).

Syv film endnu, og kun to dage. Maaaasser af tid!

Nummer ti

Executive Koala.

Uuuuuuhuhuhuhuuuu! Denne film har det hele. Intriger, hukommelsestab, mord, musikvideo, kampscener, fængselsromantik, dyr i menneskestørrelse, lysende øjne. Hvad mere KAN man ønske sig?

Fem fimser.

Otte film tilbage, hvordan SKAL jeg dog nå det??

Nimmer nu

Stalker. Sovjetisk langsommelig film. 2 timer og 43 minutter. ETHUNDREDETREOGTRES MINUUUUTTER!!! Jeg mener... Jeg så det her klip. Og så tog jeg hjem. Damn, jeg havde sgu siddet derinde og røvkedet mig lige nu, hvis ikke jeg havde ombestemt mig.

Halvvejs, og kun med lidt snyd! Ni film tilbage.

Nummer otte

Infernal Affairs (som remake: The Departed).

The Departed er god, vandt endda en Oscar for bedste film. Bare surt når originalen er bedre. (Bedste eller egentlig eneste grund til at se den amerikanske version er Leonardo, han kan jo rent faktisk spille skuespil.) Men tilbage til Hong Kong-udgaven, som er befriet for et ligegyldig trekantsdrama, mindre kompliceret på en "renere" måde. Less is more. I like.

Fem fimser.

10 film tilbage.

Nummer syv (rimer på død-syg)

Ved godt traileren er på kinesisk og uden undertekster, men sådan var de fem første minutter også af filmen (A Battle of Wits). Tak til Palads, det var flot! Heldigvis er filmen umådelig simpel at følge med i. Faktisk var den ret kedelig. Så hjælper det ikke at instruktøren, en øgte kinøjser, var der.

To fimser af seks (og så er der 11 film tilbage).

Mere om sodavand

Camilla Plum er vild med Søbogaards Ø-cola og siden jeg er vild med Camilla Plum, måtte jeg købe en med ned fra grønthandleren nede på hjørnet (ham, der betaler moms, naturligvis - pudse-gnubbe den gamle glorie, skin for satan!).

Nå, men den smager som Jolly.

Personligt sværger jeg til Hancocks Sport-Cola (som ikke smager specielt meget af cola og jeg kun har set hos de gode folk hos Wascator), når det skal være crazy vildt, og så den med to C'er til hverdag (dvs. til tømmermændsdage, ikke drikke cola til hverdag, Ulla, fy!).

Fra p3 formiddagsradio

Værterne: Hvad hører du af musik?
Lytter: Rammstein, Dire Straits og noget i den stil.

Gah!
Eller er det bare mig?

Nummer seks - sådan da

Kabhi Alvida Na Kehna (Never Say Good-Bye).

Men altså... Prøv lige at SE det her klip! Hvor kedeligt er det ikke lige? Jeg pjækker sgu.

12 film tilbage.

Fem

Los Olvidados (Fortabt Ungdom). Klassiker af Luis Buñuel. Her kan man tale om at være fanget af sin skæbne. Smuk, grum og rørende. (Når du har set den, så se også den alternative slutning på You Tube.)

Seks fimser af seks.

Tretten endnu.

Fje-hehe-rde film

Hold. Da. Helt. Kæft.

Aldrig har jeg set magen! The Calamari Wrestler er aldeles fantastisk, lårklaskende morsomt. En kæmpe blæksprutte der er wrestler. Hvad kan man ellers sige, udover: Se den, se den, den går på onsdag i Cinemateket.

Ih, hvor jeg glæder mig til Executive Koala nu. Klasse!

Fem fimser. Og så var der fjorten tilbage.

Nummer tre

El Topo. Svær at forstå, endnu sværere at forklare. Det siges at det skulle hjælpe med en ORDENTLIG bønne inden.

Tre fimser og femten film tilbage...

Film nummer to

Tekkonkinkreet. Japansk anime med nogle væææærre møgunger der kan tæve Yakuzaen. Blev nok bare sendt lidt for sent for mig på en fredag aften (indsæt billede af Ulla med meget tunge øjenlåg). Som Blahblahblah kan berette er det ret svært at følge med i japanske film når man lukker øjnene engang i mellem. Men glimrende film, bevares. Fire fimser* ud af seks.

Og så var der 16 tilbage...

*Slåfejl. Der skulle have stået dimser, men slåfejlen var så fin at den fik lov at overleve.

Første sete film på Natfilm Festivalen

Free Jimmy, hedder den. Det er norsk animation, når det er sygest, så den får stabile fire ud af seks stjerner.

One down, seventeen to go...

Put on your red shoes and dance the blues

The blues? Nix, putte. Humøret er på ti (ud af ti). Det er snart weekend, Natfilm Festivalen starter i dag (mere om det senere) og bedst af alt: Jeg har fået en ordentlig slat penge tilbage i skat. Hænderne over hovedet, gratis penge, YAAAAYYY! (Især fordi jeg først havde læst det som om jeg havde en hel rund enkrone tilgode. Lidt har også ret, men alligevel... )

Så i dag skulle det fejres med røde sko til mit ellers sorte outfit. Trip trip trip, siger det, når jeg går. Eller rettere: Trip, svup, trip, svup. Jeg har lige fundet forklaringen på at venstre sko sidder væsentlig løsere end den højre. Den er et nummer større. Go figure. Hvor stiv har jeg været, da jeg købte dem? Og i betragtning af at det er et par år siden, må jeg have været pænt vissen de andre gange jeg har gået med dem. Nå, men det er der jo ingen, der lægger mærke til når musikken spiller, som de siger.

Og hvad kan man så uddrage herfra, når jeg kan gå fra eddike til honning bare sådan *knips*? At jeg er til fals for ussel mammon? Oh yeah, big time, mama! Jamen altså, hvad gi'r du mig?!

Nej, seriøst, hvad gi'r du mig?

Dagens lektie

I dag har jeg endnu en gang lært at man aldrig (jeg gentager: ALDRIG!) skal starte med noget som helst i god tid, da man altid vil ende med at skulle smide mindst en halv dags arbejde ud, fordi folk liiiiige skal have ændret en lille bitte ubetydelig ting, som naturligvis får hele korthuset til at vælte.

Om jeg er sur? Det kan du kraftedme bide dig i næsen på!!

Prutten i glasset

Ad, hva'?! Det er lidt langt fra Ånden i flasken. Jeg ved ikke helt hvordan de parisermennesker vasker deres glas op, men mit rødvinsglas den første aften fik vinen til at lugte virkelig virkelig mærkeligt. C'est nul! For den var naturligvis ok hos Kontrolla og Ulrik. Måske er det bare min næse, der er sær. (Åh ja, gid det kun var næsen...).

Men men men, det er jo forår i Paris* og så kan man ikke lade sig gå på at sådanne små-detaljer. Det var en topnotch tur, som jeg ikke vil trætte jer for meget med.

Der er bare lige en ting, der irriterer mig. OK, to ting (jeg fattede ikke halvdelen af Inland Empire, men nu hjælper det også sjældent med franske undertekster når noget af talen foregår på polsk.) Sagen er at jeg har sådan en røv-irriterende evne til at efterligne folk omkring mig. Den måde, de taler på, deres bevægelser og særlige udtryk osv. Jeg var på vej til at blive en Kontrolla-kopi, lagde jeg mærke til søndag aften. Jeg kan ikke gøre for det og tænker slet ikke over det. Tror jeg er lidt mere mig i dag. Heldigvis lader det til at det også går den anden vej. Hun bander i hvert fald væsentlig mere nu end tidligere - jeg kan ikke lade være med at være bare lidt stolt.

Søndag aften er her helt omvendt i København (og en anelse provensielt). Nogens kaffemaskine er tændte når den skal være slukket og vores sushi-biks lukket, når den skulle være åben (og man kan ikke bare vælge en anden - There can be only one!).

*Med fare for at bevæge mig i retning af havenissebloggerne (ingen nævnt, ingen glemt) var jeg dog umådelig glad for de japanske kirsebærtræer, der var på vej ud i fuldt flor. De er såååååååh kønne. Suk.

**Uh, men det minder mig om en ide, jeg fik til en drink. Den skal hedder Sjussi (med valgfri mængde SCHH-lyd), og så skal der være syltet ingefær i. Så er jeg ikke nået længere... Ulrik siger de har en på K Bar der er lidt derhen af, men den har ikke mit fantastiske navn.

Voldklam drøm

I går aftes blev jeg lidt plingeling af usandsynligt lidt vin, og vi kan dermed endnu en gang konstatere at der ingen retfærdighed er til. I nat drømte jeg så en voldklam drøm.

Først var jeg på et tog af en art. Der kom en somali-udgave af Borat ind. Han havde en lille skræmt dreng med sig og en vanvittig nuttet babyged. Sådan en ged burde alle have, tænker jeg.

Så var jeg pludselig i en bil eller et eller andet køretøj, som befandt sig i første sals niveau og langs Østerbrogade, der hvor der ellers ligger huse, jeg ved ikke lige hvor de var blevet af. Så ser jeg neger-Borat og en anden mand komme løbende nede på gaden, jeg kører åbenbart ret langsomt, for de overhaler mig. De har en pose i hånden og der er barnegråd der følger dem. Det går op for mig at de har kidnappet ham drengen fra toget og nok også et andet barn. De er nede i poserne, og de tuder. Den ene af poserne er fra Jysk Sengetøjslager. Så hopper mændene med deres poser ind i en varevogn, lukker og kører væk. Jeg siger ingenting, selvom jeg havde masser af tid til at råbe op.

Politiet er sure på mig, fordi jeg ikke råbte op, så nu skylder jeg dem en tjeneste. Det viser sig at en af mine naboer er pusher. Jeg bor åbenbart i hus et sted. De vil have at jeg skal gå hen til ham naboen og skaffe beviser imod ham. Så det gør jeg. I hans indkørsel sidder han og nogle andre og hygger ved et campingbord. Jeg slår mig ned. Der sidder vi så lidt. Pludselig kommer politiet kørende, og pushermand og venner panikker. Politibilen stopper ud for indkørslen. Jeg går derhen for at se, hvad der sker. Det viser sig at genboen er kørt hurtigt ud af sin indkørsel og har torpederet en tværgående bil. Alle er døde. Vi har ikke hørt noget som helst. Det undrer mig. Bilen, der blev torpederet er fyldt med menneskekød-pulp. Af en eller anden grund ved jeg at der sad 5-6 børn i bilen. Nu er alt bare rødt og grumset, som om de er blevet blendet. En af pushermandens venner kommer ud med en pistol og skyder politimændene, fordi han tror de er der for at anholde dem. Da han ser hvad der er sket med bilerne, skyder han sig selv. Pushermanden vil ikke have tiltrukket mere opmærksomhed, så han tænder ild til bilen med pulp. Lige inden bilen eksploderer er der nogle hænder, der stille vinker farvel.

Og på et tidspunkt var mit ben amputeret og det var meget tykt. Lidt ligesom en pæl. Bare med et åbent sår forneden, under knæet. Alle ser det, men ingen kommenterer på det. Det synes jeg er ret strengt af dem.

Det var det. Velbekomme. Men hey, nu er drømmen væk og jeg er glad, for jeg skal til Paris og jeg er blevet kaldt for en heldig ost (lyckost) i dag. De er tossede, de svenskere. Heldig ost? Hvor fjollet er det ikke, det hedder sgu da kartoffel. Kartofler er heldige, ikke oste. Njøøøøh!

Hej så længe!

Jeg kan ikke lide det,

når folk siger Fredericia som om der var et k eller x i det. Frederiksia. HOLD OP!

Det hedder heller ikke ekspresso, vel? Nå!

Jeg er morgensur, fordi trappevaskeren vækkede mig. Kl 7!

Film, nu også for de gamle

Københavnerne bliver nu velsignede med endnu en ny biograf. Denne gang udfolder Nordisk Film sig bag Frederiksberg Station, biffen hedder Falkoner Biografen og jeg lover at teste den snarest. Jeg studsede over et nyt begreb da jeg nærlæste deres filmliste. Nyt for mig, i det mindste.

Senior-bio. Hvad går det ud på? Altså baby-bio er de nybagte mødres fristed, ungerne bliver passet af andre og skulle uheldet være ude at man blev nødt til at tage sig af den, så er lyden dæmpet i salen og lyset skruet lidt op. Men hvad med senior-bio? Hvad sker der der? Er der skruet op for lyd og lys, så man kan finde sine guldkarameller og knitren af papiret omkring dem overdøves? Eller bare lyden, så hylen fra høreapparater undgås. Mon de spiller filmen en gang til bagefter for de senile? Eller bare for dem, der faldt i søvn.

Disclaimer: Jeg har skam hverken noget imod baby eller ældre, bare de ikke larmer unødigt i biffen, når jeg er der. På denne vis er alle glade.

Forskningshumor II

Baggrund for joke: Efter sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland fandt man at østtyskerne havde betragteligt færre allergikere end vesttyskerne. Nu har de så lige mange allergikere i den østlige og vestlige del af Tyskland.

Forsker: Der er dog ikke noget decideret, der tyder på at socialismen beskytter mod allergi.

Latter.

Den (det?) store hype

For et par uger siden var der BlogTjek-undersøgelser overalt, næsten da, men er der nogen, der har fået andet end kommentarer? Bevares, det er da nogle enormt rare kommentarer jeg har fået, men nu er jeg jo til tal, så stik mig nogle tal, eller jeg skriger!

Note til selv V

Stop trippet med at føntørre håret med hovedet nedad.

Imorges var det en helt anden Ulla, der kiggede tilbage på mig i spejlet, da jeg var på vej ud af døren med stort farvestrålende tørklæde og lidt for stort hår. Yikes!

Here, boy!

Jeg så en hund i dag. Den hed Lover Boy. Det stod der i det mindste på dens sele.

Øv! Jeg vil også have en hund, der hedder Lover Boy. Så kunne jeg gå tur med den i parken og kalde på den. Lover Boy, kom! På plads!, ville jeg sige. Og når den så var kommet hen til mig: Hvem er mors Lover Boy? Er du den dygtigste Lover Boy, hva'?

Det er bare synd for kræet at holde dem inde i byen, når de bliver luftet med en mini-gåtur rundt om hjørnet og bor i en myrelille lejlighed. For det skal være en hund af en størrelse, der umuliggør transport i lille taske i bussen eller i cykelkurven. Føj, små rotter! Og så er der det med hundelortene, som man skal samle op. Ad, mand! Det vil jeg sgu da ikke. I hvert fald meget nødigt...

Vejrudsigt

Dem der vasker min trappeopgang er væsentligt bedre til at forudsige det kommende vejr end tja fx DMI. De vasker kun trappen lige før det enten regner eller sner i vildskab.

Diktatorstat minus kor er lig med bank

Når jeg lige sådan hurtigt ser ordet Nordkorea, læser jeg det som Nordea.

Jeg tror, bare jeg holder den slags for mig selv til næste møde med min bankdame. Hun vil nok ikke sætte pris på humoren.

Et øjebliksbillede

Det griner jeg af: At mange gader i går af "de unge"* blev omdøbt til Jagtvej. Jeg kan godt lide "de unge". De har spunk** og indgyder mig håb om fremtiden.

Det irriterer mig: Folk, der omtaler noget turbulent som stormens øje. Hallo, kammerater! I en tornado er der stille inden i øjet. At være i stormens øje er altså at være i noget rolig midt i en masse turbulent.

Det glæder jeg mig til: Kontrolla spurgte, om jeg ville med i biffen. I Paris. Jeg sagde ja. Uhhhh!

Det har jeg meldt mig til: Massage på arbejdet, åh hvor bliver det bare alt for godt, manner.

Det klapper jeg af: Min yndlings-ever-cafe Tjili Pop har fået indviet et nyt rum, der er temmelig dagligstue-agtigt. Mere Tjili er altid godt.

Det grubler jeg stadig over: Den forpremiere jeg var til i går. Forestillingen hedder Hjem kære hjem og spilles på Kaleidoskop på Nørrebrogade. Jeg kan på det kraftigste anfale stykket. Det er ikke sært og eksperimenterende, slet ikke. Man føler sig nærmere som fluen på væggen under en middag der skulle være så hyggelig, men spændingerne mellem småborgerlighedens hygge/tryghed/smålighed overfor de ekstreme oplevelser, en soldat kommer hjem med fra Irak, sætter sine spor, for nu at sige det mildt. Man griner og græder. Jeg gjorde i hvert fald. Stykket spilles fra 10. marts til 4. april. Se den. Kom nu!

*Som brugere og tilhængere af Ungdomshuset nu omtales. Som om de var en uniform, amorf masse. Det irriterer mig i grunden også.
** Ja, jeg kender godt den anden og temmelig klamme anden betydning af ordet, men det er så ikke den, jeg hentyder til.

Uuuuuuh - hele tre gange!

Uuuuuuh #1: David Lynch på Statens Museum for Kunst her til eftermiddag.

Uuuuuuh #2: Mountain Dew sælges nu i Danmark (ok, nærmest US-soil = 7-Eleven). Det opvejer (næsten) det tragiske tab af San Sao.

Uuuuuuh #3: Beastie Boys og Peter Bjorn and John kommer på Roskilde.

Hvad kan man ønske sig mere af en helt almindelig onsdag?

Wise up

Kvindernes Internationale Kampdag ligger lige om hjørnet, men jeg har ikke tålmodighed til at vente så lang tid. Ikke at dette gælder alle kvinders ve og vel, det er ganske så navlebeskuende, som sædvanligt.

Historien begynder for ca. 8 år siden, hvor min daværende kæreste udtrykte undren over et fænomen, han mente at have observeret. Nemlig det at kvinder omkring de 30 år bliver hårdere i filten. De indser at flinkeskolen ikke bringer dem det, de vil have, og så begynder de at kræve alt det, de mener at have til gode (og sikkert også lidt til). Hvilket jo i sig selv er en fin nok erkendelse. Men hvorfor de skulle blive så bitre over det, var ham et mysterie.

Dengang var jeg i begyndelsen af tyverne, og mente selv at jeg var lidt af en hård cookie, at jeg da i hvert fald ikke var en af den slags flinke piger. Til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at bede om hjælp, hvis der var et problem. Den slags klarer hårde cookies selv og ja, man skulle jo nødig være til besvær. Ups!

Alt dette er jo lang tid siden, og jeg mente, at jeg havde lært en ting eller to, blandt andet af mit katastrofale specialeforløb (tre år, Niller, tre år!) med en temmelig konfliktsky vejleder. Den slags er ikke gode til en specialestuderende som fx. mig, ligeledes konfliktsky. Så nej, det gik sgu egentlig ikke så godt. Jeg blev bitter. Og snart 30 år. Tik tak.

Nu er det natuuuuhhhhrligvis en helt anden sag. Troede jeg da. Til et møde med min chef i sidste uge, hvor vi diskuterede mine muligheder indenfor PhDens verden*, siger han at jeg jo er meget venlig. Og så sidder jeg og tænker at siden hvornår er "venlig" blevet et skældsord, for sådan lød det, da han sagde det. Jeg skulle være mere sådan Rrr, sagde han og lavede rundsave-på-albuerne-bevægelser.

Arh, men han kender mig jo ikke sådan rigtigt, tænkte jeg lige efter mødet. Pjat med ham. Jeg er da stærk og alt sådden nåed. Eller hvad?

Gad vide om AOF har rundsavsteknikker på kursuslisten? Helst i aften, for vi har aftalt et nyt møde i morgen... Andre tips?

*Hov, der vendte den sgu lige tilbage igen, ligesom jeg troede, det var en saga blot.

Man kan da heller ikke vende ryggen til

en enkelt sølle forlænget weekend for at tage i sommerhus uden der opstår gadeuroligheder og nedrivning af uskyldige huse og alskens ulykker i mit hood. For schatan da!

Jeg er kommet helt ud af vanen med at skrive blogposter, og vil derfor ikke kaste mig ud i en tirade omkring Ungdomshuset, istedet vil jeg henlede jeres opmærksomhed på LaQuacks glimrende gennemgang. Hun gør det så uendelig meget bedre, end jeg ville kunne.