Jordens dyreste kage EVER

På Brøndby Stadion kunne man i går for et par gennemblødte kinasko og 110 kroner få en plads med udsigt til en smuk grøn sø og et stykke brunsviger.

I det mindste gav Per Bjerregaard os da personligt en ny billet. Ja ok, ikke personligt, men han stod og delte dem ud lige ved siden af den mand, der gav os erstatningsbilletter og det er jo næsten det samme.

Odd one out

Kan du gætte hvilket ord, der ikke hører til her?

• Indlevelse
• Omsorg
• Tjenestepistol

Det skal så åbenbart være tre ord, der skal lokke de unge til at blive politibetjente. Er jeg den eneste, der undrer mig?

Set i MetroExpress imorges. Læs mere her.

Det er SÅDAN, jeg vil have det skal være!

Træning altså. Tak til Overgangspaven for dagens hidtil bedste (ja ok, eneste) grin.

Ullah er stor!

I går havde jeg en øjenåbner-oplevelse. Faktisk har jeg haft et par stykker af den samme slags det sidste stykke tid, men jeg har valgt at ignorere de efterhånden alt for tydelige tegn. Nå, men det var simpelthen noget af det ulækreste, jeg har oplevet. Jeg sad helt normalt på en stol, havde en løs kjole på og mærkede pludselig at min mave hvilede på mine lår. Seriøst. Det gjorde den! Så der sidder jeg til stor familiekomsammen og prøver at holde masken. Efter et par glas vin havde jeg lykkelig glemt den fæle min-krop-er-blevet-til-Buddha-fornemmelse igen, men i dag dukkede den op i mit hovede. Så nu (som i LIGE NU!!) skal der ske noget. Det er slut med mañana-mañana-indstillingen. Jeg har allerede spist salat til frokost (dygtig pige!) og tager ud for at træne fluks. Har desuden sendt en masse mails ud til veninder i forskellige grupper for at sætte diverse træningsaftaler op, jeg kender min selvdisciplin kun alt for godt. Målet er at blive en af de der fanatiske træningsmilits-terrorcelle-kvinder. Jeg erklærer hermed hellig krig på mine deller. Fra og med nu!

Men hold da op, hvor det regner. Og tordner. Jeg har ingen jakke med. Må hellere lige bliver helt færdig her. Og tjekke mail før jeg går. Og så skal jeg huske at aflevere film fra ferien, ja, haha, vi har brugt gammeldags kameraer med film i. Crazy, no? Loco, totally loco. Bananas. Nå, men den slags butikker lukker jo inden man får set sig om. Og uh, der var også lige den der kageopskrift jeg lige skulle finde. Ikke til i dag. Til i morgen, da. Helt ærlig, jeg skal jo være tynd, jo. Jeg lover kun at smage på kagen. Det skal jo heller ikke se ud som om den er forgiftet, vel? Så krigen starter NU, i virkeligheden: Jihad! (Altså når det ikke regner mere...)

Jeg skal forresten hilse og sige at

hvidløgssaft fra en presser svier sindsvagt meget når det ryger op i øjet. Jeg har også skåret min finger på bagsiden af kniven, flot. Og fået en lang skramme på benet, en hilsen fra hjørnet af mit betonsofabord. Tak ting derhjemme, jeg vil virkelig savne jer mens jeg kommer til skade med fremmede spanske ting i de næste par uger. Av for el Diablo, eller noget.

Top ti bryllupsliste

Der kommer brylluppet jeg var til i går på. OK, nu har jeg rent faktisk ikke været til ti bryllupper, men det er underordnet. Faktisk rangerer brylluppet i går nok på top tre listen. Hvor tit får man mulighed til et bryllup for at ligge på et tæppe i fantastisk vejr og snuppe sig en lille lur uden nogen kigger skævt til én? At brudevalsen bliver afspillet på computer og forstærket af en megafon (fordi ghettoblasteren gik død)? At alle taler foregår gennem selv samme megafon? Der gives ekstra stilpoint for afslappet indstilling til hele bryllupshysteri-cirkusset.

Og så har jeg lært at mine nakkemuskler er knusende stærke. Min halskæde knækkede i hvert fald efter bare tyve minutter. Den kunne ikke modstå mine pelikanbevægelser i et forsøg på at sluge en pille. (Nej, ikke nogen "sjov" pille. Bare en til at nedbryde mælkesukkeret i maden, når jeg nu ikke selv kan finde ud af det. Jeg er jo defekt.)

Nu går jeg forresten på ferie. Barcelona og Mallorca kalder. Vi ses om to uger.

Simple Living V

Parkering, især parallelparkering, er en bitch! Jeg er pige og kan pr definition ikke finde ud af det. OK, jeg kunne til køreprøven, men det er jo laaaang tid siden. Har faktisk ikke prøvet siden dengang, måske jeg kan alligevel? Jeg bor i byen, heldigvis uden bil (men med privatchauffør på samme vis som Fallon Carringtons privatchaufføren, if you get my drift), hvilket er heldigt, for ellers ville jeg have et grande problemos.

Mit forslag går ud på at man i undervognen på bilen installere hjul der går på tværs og kan sænkes sådan at det kun er dem der har kontakt med jorden. Så parkerer man bilen lige ud for det minimale hul i parkeringsrækken, sænker hjulene og kører sidelæns ind på plads, op med hjulene igen, og så er den skid sgu slået. Et voila!


Lige et hurtigt billede af Fallon, enjoy:

Tapet ind

Nu hvor både Suzy-hang-around og SuzyQ snakker kjoler til bryllup, vil jeg også. Jeg skal nemlig også til bryllup i morgen, dog ikke det samme og det bliver væsentlig mere lowkey (heldigvis!). The Naked Dress får æren af at beklæde min perifert-mindre-end-for-to-uger-siden-krop. Den har spaghettistropper, så det duer bare zimpelthen ikke med en BH med stropper. Problemet er nu at den eneste stropløse BH jeg ejer er sort og det duer bare ikke til en hudfarvet, semigennemsigtig kjole. Løsningen er tape. Jeg skal tapes ind. Gaffaes ligesom i gamle dage, selvom det ikke var gaffa, men pakketape.

Tape nummer et: Brystvorteskjulere. Jeg hader når der er langlys på.

Tape nummer to: Løfte-bryst-som-om-du-har-BH-på-tape. Jeg er jo ikke atten længere.

Tape nummer tre: Hold-kjole-på-plads-tape. Bare for en sikkerheds skyld. Kald mig kedelig, men mine flasherdage er talte.

Kære vejrgud, jeg beder om ikke alt for varmt vejr i morgen, så jeg sveder og tapen ikke holder. Ej heller for fugtigt vejr eller regn i lårtykke stænger, tak! Ellers er der dømt succes med succes på, sømand! OK, jeg har ingen sko at tage på, så jeg overvejer at gå barfodet. Det er jo lige om hjørnet... Jeg har da nogle ok pæne fødder.

Simple Living IV

Nu til vores allesammens yndlingsaversion: PostDanmark. Nej, det er næsten for let...

Pakkepost. Hvem er nogensinde hjemme for at modtage pakker midt på dagen? Jeg kender ingen. Hvorfor kan man ikke tilmelde sig en form for "pakker, nej tak!"-ordning? Altså, de skal ikke smides ud, men man henter dem bare direkte på posthuset. Dernede får man så et smil til gengæld. Ikke en "vi HAR lukket"-sur-spassermand i døren (som jeg tilfældigvis mødte forleden). Rolig nu, man kan sige det på mange måder. Prutskid!

Eller endnu bedre: Man tilmelder sig en "pakker om aftenen, tak"-ordning. Alle vinder. Kunderne får deres pakker og slipper for at gå på posthuset, for man har jo ikke andet at komme efter der. Pakkeuddeleren vinder tid på at slippe for at køre ud med pakken, ringe på, vente, ringe på igen, vente igen, skrive en hent-din-pakke-her-seddel, aflevere pakken på posthuset, hvor de skal registrere husnummer og hvornår den skal sendes retur på pakken, stille den i husnummerorden på hylderne, og når kunden så kommer, skal de rejse sig, hente pakken (og rode rundt en masse fordi den limsniffende folkeskoleelev, der er ansat til at bl.a. sætte pakker på plads, ikke kan huske at 40 kommer efter 38, men ok, den er også svær), skanne den ud, bede om kundens underskrift og billed-ID (som ingen nogensinde husker), notere kørekort/pas/CPR-nummer, stemple kvitteringen og skrive sine initialer, samle alle kvitteringerne og sende dem sammen med andre papirer ind til hovedkontoret om aftenen. (Ja, jeg har arbejdet på et posthus.) Hey, det var vist den længste sætning på min blog til dato. Det skal fejres. Kom over, så giver jeg sgu et Gajolshot. En af de blå! (Hjælper også godt mod den ømme hals, jeg lige har tilegnet mig. Men nu skal jeg jo også på ferie, så det passer jo fint at jeg bliver rockerforkølet nu. Neeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeej, vil ikke, vil ikke, vil ikke, vil ikke, vil ikke!!)

Simple Living III

Jeg bevæger mig nu videre til kæphest nummer to. Mad. Masser af det. Godt lavet af ordentlige råvarer og ikke for dyrt.

Vi har en kantine på mit arbejde, den lever ikke op til nogen af de tre krav. Den står på dåsemad (majs er såååå klamme fra dåse) blandet sammen og kogt/stegt til ukendelighed, helst uden krydderier, hvis man er heldig er det måske frostvarer der er røget i mixet. "Risotto", den griner jeg af hver gang. Nej, almindelige ris stegt i et halvt minut i en bradepande er ikke det samme som risotto. Jeg bliver faktisk fornærmet på risottoens vegne. Nå, nok om den lave standard, for tro mig, jeg kunne blive ved. Og ved.

Videre til prisen. Systemet er ufleksibelt. Ting koster fuld pris, hvis man - uhada - kombinerer to retter, altså tager fx kartofler til sin kylling, hvor der jo hører ris til, kartoflerne hører jo til koteletterne, så den slags kan man jo ikke blande.

HOPLA! Her er en ide! Drop enkelt priser på retter, salater, sandwich. Køb en vægt. Udregn en dagspris for 100 g mad (hvis torskerognen er udskiftet med Beluga Kaviar er det fx ok at prisen ligger lidt højere), og så folk betaler pr gram, de propper på tallerkenen. På så vis kunne det endda være at det kunne betale sig for folk at købe salat og derved fremme sundheden for de ansatte. Hvor svært kan det være?

Simple Living II

Ide nummer to omhandler også metroen, der er mange ting, der kan gøres bedre (men ok, det med vandet og ledningerne må gerne ordnes inden mine petitesser). Her handler det om tidsøkonomi (et ord, jeg lige fandt på og synes lyder enormt buzzordagtigt).

Ved billetautomater midt på perronen, hvad så med en stempelautomat lige ved siden af? Det er en kendt sag at det ikke ligefrem er en hurtig affære a la visse bloggeres affærer at købe klippekort med dankort i de automater, hvorefter man skal ned i den anden ende af perronen for at stemple sit kort og derfor lige præcis kan nå at se dørene i toget lukke. Evt. kunne problemet også løses med stempelautomater indeni toget. Uh, nu går det stærkt. Sidst men ikke mindst burde "jeg havde travlt" godtages som undskyldning af de onde bødemænd.

Økononomi

Her gik jeg og var sikker på at der måtte være gået noget galt med min lønoverførsel i denne måned. Den første i måneden og allerede står kontoen på cirka det samme som før weekenden.

Lønnen er gået ind. Det er slet ikke godt, det her. Jeg må fluks gå i sparemode. Altså efter ferien, man skal jo have en slags overskud for at tackle en anden slags underskud. Ingen grund til at være ekstrem, jo. Arh, ok, det er nemmere i starten af en måned. I september, der vil jeg leve for ingenting. Nul. Niks. Nada. Det taber man sig da også af, ikke? Skidesmart, mand!

Simple Living I

Jeg præsenterer stolt: En miniserie med ideer til hvordan vores liv bliver lettere eller bare mindre røvirriterende. En torn i øjet på mig for tiden er den offentlige transport, derfor får Metroen æren af at være første modtager af en ganske gratis ide. Kvit og frit, værsgo'.

Ideen er simpelthen at sætte de samme lysdiodeskilte, som dem der er på perronen, op ved indgangen og på de store grimme grå vægge på vej ned ad rulletrappen. Jeg bliver i det mindste stresset af at kunne høre at et tog ankommer, men ikke vide om det er det jeg skal med eller det der kører den anden retning.

"Ja ja, de kommer hele tiden, så slap dog af, kvinde!"
"Gu' vil jeg ej, jeg vil hurtigt igennem byen og er blevet lovet at det er det, metroen gør. Behold dit zenlort for dig selv!"