True loooove

Man ved, man har fat i noget af det rigtige her i livet, når man køber ind til aftensmad med kæresten og - efter en tur i slikafdelingen - begge dukker op med en bakke flødeboller.

Skaaaat?! Se! Yum yum.

De unges lidelser

På arbejdet har vi i dag haft besøg i 1½ time af et par folkeskoleelever, der er i erhvervspraktik. Det er da helt utroligt, hvordan sådan et par vårunger kan se så gennemført livstrætte ud.

Åh kære små venner, nyd det, mens I kan, det bliver kun værre. Meget værre.

For det var naturligvis ikke fordi de kedede sig.

Vækker en tiger i dig

Efter netop at have genset Fire nuancer af brunt kan jeg kun sige at mit forhold til Kellogg's Frosties aldrig bliver det samme igen.

Det, jeg dog undrer mig mest over, er hvordan jeg kunne have glemt scenen med Frosties fra den første gang, jeg så filmen.

For at vide hvad jeg mener, ja, så skal man nok have set den. Det kan til gengæld anbefales i højeste grad.

Tip: Det gør ikke noget, hvis dine sko er lidt for små til at starte med, dine tæer skal nok få plads.

Ulla 1 - Nisser 2

Har fundet mine høredutter. Mangler stadig kørekort. Er gladere for at have fundet øre-høre-ting end kørekortet, for biler, dem har man da folk til at køre for sig, ikke? Kørekortet er også så stort og grimt, det kan ikke engang være i min pung, så for min skyld kan det godt forblive gemt.

Mandarinfri

Så fik jeg vist lige forklaringen på mit migræneanfald i fredags: Mandariner, som jeg har grovædt den sidste uges tid. Dem kan jeg så heller ikke tåle. I hvert fald ikke så mange af dem. Øv, det var så den jul.

Mere om kæder

Men ikke cykelkæder. Dette handler om Linked-In. Jeg ved ikke om det er noget alle kender, jeg kendte det ikke for nogle måneder siden, så nu vælger jeg den pædagogiske tilgang og tegner og fortæller. Forestil jer Jørgen Clevin, der nynner i baggrunden.

Jamen, det er et netværk. Så simpelt er det. Man logger ind, finder folk man kender derinde i forvejen og inviterer andre ind. Så kan man sidde og kigge på hinandens profiler og hvem de andre kender. Og så har jeg ikke brugt det til mere. Det er her jeg begynder at undre mig. Er der overhovedet nogen, der bruger det? Eller er det et slags udstillingsvindue: Se hvor mange jeg kender! Og se hvilke fede jobs de har! (OK, jeg har 21 kontakter, det betyder ikke at jeg ikke kender mere end 21 personer, vel! NOK!)

Jeg forstår det bare ikke helt, også selvom jeg har hevet andre med ind i spindet. Men jeg vil jo heller ikke være udenfor, så nu er jeg med i noget jeg i grunden ikke rigtig ved hvad jeg skal med. Det kommer vel en dag og så bliver I de første, der får det at vide.

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii

Hende Juliette, hun spiller altså højt. Manner, mand! Det var nu meget godt at få blæst ørene igennem, genopleve ungdommens hyletoner og alt det der.

I dag har jeg fri og har sat Mozart på for en slags kur mod larm. Jeg ville helst have sat en af de kvartetter jeg hørte i søndags på, men dem ejer jeg ikke, så nu har jeg sat det eneste stykke musik, jeg i min ungdoms rebelskhed (er det et ord?) blev forbudt af min far at høre: Mozarts Requiem. Han havde - meget korrekt - hørt at det lød, som om der var en, der var død. Jeg roste ham, klap-klap på hovedet (som om jeg kunne nå derop), men han forstod aldrig rigtig det stykke musik, der i mine ører er både umådelig trist og svimlende smukt. Til gengæld havde han ikke noget imod Rage against the Machine, Nirvana, Metallica og hvad pokker det ellers hed dengang.

Forældre er sære.

Både-og

Det bedste ved en kammerkoncert, ja enhver klassisk koncert, for mig er den aller-allerførste strofe. Ikke fordi jeg keder mig under resten af koncerten. Men fordi det lyder så himmelsk med al den harmoni lige efter instrumenternes skramlen og skurren, mens de bliver stemt. Man bliver jo helt salig.

Men det er jo allerede så meget i går, i dag står den på neo-punk. Schizo, ja, det er åbenbart også mig.

Regnskabet går op

Stol blot på mig, kæreTakashimaya! Når du har snydt hos Peter Beier og fået en uretmæssig smagsprøve, bliver jeg til gengæld snydt for min.

At jeg så hverken havde tid eller lyst (arh ok, det passer ikke, men det er en lidt for lang og kedelig historie at begynde på her) er en anden sag. Jeg blev ikke tilbudt en smagsprøve og er dermed blevet snydt.

Chokoladen var ikke til mig selv, men til min søde veninde, der har født en lidt gul, men til gengæld vældig meget fin og temmelig ivrig søn. Han kom i hvert fald ud 4 uger for tidligt og indenfor det første døgn efter moderens sidste fyraften før barslens start. Stort tillykke med ham.

Nisser

De siger jo at ens hjernemasse begynder at svinde ind fra starten af tyverne. Jeg er altså nu som 31-årig allerede hårdt angrebet. Enten det eller også har jeg fået nisser. De har indtil videre stjålet eller gemt mine høredutter til mobilen og mit kørekort. Jeg har seriøst ledt overalt, og det er max en måned siden, jeg havde begge ting. Det værste er at jeg tror jeg uforvarende har medbragt en af nisser til Ulriks lejlighed, hvor den har gemt hans nøgle til arbejdet.

Måske det er mit gennemgribende had til nisser, de straffer mig for. Jeg har ellers for nylig pinpointet hvor hadet stammer fra. På ufatteligt mange børnebilleder af mig, er jeg nemlig klædt ud som nisse. Nu håber jeg bare virkelig at de billeder er taget i juletiden, ellers er det sørgeligt ud over alle grænser.

Hvordan forhandler man våbenhvile med nisser? Jeg nægter at hoppe på det med risengrøden.

Log-a-like

Clueless? Ja, det er så også mig. Hej hej.

Jeg har i et stykke tid syntes at det var virkelig mærkeligt med alle de folk, der går rundt og reklamerer for det der vikarbureau. Nu ved jeg bedre, men de to logo'er (hvad hedder det i flertal?) ligner da også for freakishly meget hinanden. Se selv (nu er jeg jo ikke grafiker, så det bliver ikke så pænt sat op, I må bare leve med det):

Randstad - - - - - J. Lindeberg

Om at være syg og ynkelig

I morges da jeg vågnede var mit ene øje ved at poppe ud af skallen. Så jeg blev hjemme fra arbejde. Resten af dagen sov jeg. Vågnede ved 16-tiden og havde kun almindeligt ondt i hovedet.

Og så er det at man skal handle hurtigt. Når man er syg må man nemlig spise lige så meget chokolade og guf som man overhovedet orker. Men når man er på kur, er der jo ikke den slags sager i huset. Så mig afsted afsted efter Crüsli og hvad det ellers hedder. Ja for man skal jo nå at både købe og spise det mens man stadig er lidt skidt. Ellers er det snyd.

Puh, det ligger altså ikke sådan supergodt i maven. Tror faktisk jeg er lidt dårlig igen nu.

Om zen og cykelkæder

Jeg har lige fået min cykel repareret. Kæden var løs og hoppede af kon-stant! Som i hele tiden. En kort overgang overvejede jeg at lade være med at få den strammet, som en slags lærestreg til mig selv. Den hoppede nemlig af hver gang, jeg blev irriteret og skulle overhale eller liiiige nå med over et lyskryds, der var ved at skifte til rødt. Så hvis jeg nu ikke strammede kæden op ville jeg blive nødt til at køre i et adstadigt og kontrolleret tempo uden at lade mig ophidse af mine medtrafikanter. Rigtig zen. Og zen er jo godt. Zen, det kan vi godt lide.

Da strategien så kostede mig et besøg hos massøren fredag (som jo så blev rykket til lørdag, men jeg havde VIRKELIG brug for det besøg), måtte jeg lægge en ny plan. En, der inkluderede den lokale cykelhandler. Zen-tanker er skrottede.

Jeg er ikke, men jeg forsøger at blive et mere tålmodigt menneske. Sandheden er at jeg ville blive ekstremt irriteret over mig selv hvis jeg mødte mig - især ude i trafikken. Tillad mig at illustrere:

Jeg er hende, den selvretfærdige. Hende, der mener selv at køre uden fejl og forventer at alle andre gør det samme. Kigger sig bagud på en propfyldt cykelsti inden man overhaler, ikke taler i mobiltelefon mens man cykler osv. Det er bare det helt basale, vi snakker om her. Når mine medtrafikanter så ikke opfører sig optimalt, får de det at vide. Små fine forslag fra min side om at holde ind til siden og gøre den tilsyneladende livsafgørende samtale i telefonen færdig. I det mindste vente med den til efter det absolut smalleste punkt på cykelstien, som umuliggør overhaling. For de kører jo ikke ligefrem hurtigt, dem der knævrer, vel? For satan da.

Og så er der dem der står og fylder på perronerne, helst omkring stempelmaskinen så jeg ikke kan komme til at stemple. Altså, kære venner, I har lige set mig komme løbende, der er et tog (nej, tydeligvis ikke det I skal med, men derfor kunne det jo godt være at andre skulle med det, ik?), der er på vej ind til perronen. Jeg har et kort i hånden. Kan I nu gætte, hvad der skal til at ske? Nej, det er også svært. SÅ FLYT JER DOG!!!

Og så er der supermarkedet eller butikker generelt. Der laver jeg gerne demonstrative trampelyde, hvis nogen træder ud lige foran mig eller bare står og fylder. Et opslag i Tramp-Dansk ordbogen afslører følgende betydning: "Hovsa, der var du sørme, iiiih, sikke jeg pludselig må til at bremse min travle gang dér, hva. Haha" eller bare "skrid!". Hvis der ingen respons er må jeg enten vente (hvilket er suboptimalt) eller bede om at komme forbi. Argh, så skal man jo være høflig. "Undskyld [smil], må jeg lige skubbe lidt til dig?"

I går på Tjili er der optaget på tøsetoilettet. I vir.ke.lig lang tid. Tik tak. Kom nu dame, vi andre har også blærer. Så begynder jeg at stå og lave vente-trampe-lyde. Sådan med de højhælede støvler, bare for at fjerne enhver tvivl fra hende inde på toilettet om der nogen der venter og hvilket toilet køen er til. For sådan dok-dok-dok, det siger herresko jo ikke, vel.

To sekunder efter jeg er kommet af med mine lyde, er irritationen glemt. Ideelt set burde det bare ikke være nødvendigt at være sådan en biatch.

Nå, men nu er kæden jo strammet op, så jeg må se om jeg kan tøjle min irritation på anden vis. Ideer modtages med kyshånd (gider bare ikke at meditere, så er det sagt).

Kan man ikke købe zen i en pose? Det ville da være drønsmart. Om ikke andet, har vi jo altid Valium.

Man skulle mene at

man burde være udhvilet, når man vågner og har ondt på (ikke i) begge ører af at ligge på siden hele natten. Så enkelt forholder det sig dog ikke.

Intelligent?

Jeg læste i en af de åbenbart forhadte gratisaviser i dag at det, de i USA kalder Intelligent Design, nu er på vej ind i biologiundervisningen i visse danske kristne skoler. Jeg kan ikke kraftigt nok udtrykke min foragt for denne manipulerende religiøsiserende (hey, et ord, jeg lige fandt på!) "spørgsmålstillen" ved teorier såsom fx Darwins evolutionslære. Det bringer i den grad mit pis i kog. Don't get me started...

Føj for den lede, siger jeg bare.

Ah, frihed!

Nogle gange er det de små ting der gør en usigelig glad. Som for eksempel at kunne dreje sit hovede mere end tyve grader til hver side.

Tak til Frederiksberg Sportsklinik, som mener at rygmuskler burde være undervisningsmateriale: "Sådan føles en alt for spændt muskel".

Nu har jeg vist fortjent en lille lur, sådan en lørdag med brunch og massage tærer på kræfterne...

Anyone? II

Jeg har ikke konfirmeret informationer om at det (vistnok) i Sønderjylland er almindeligt at kalde klejner for vredne fisser. Er dette korrekt?

Undskyld, denne tidlige start på julen, men de havde mandariner i Føtex og så kunne jeg pludselig lugte og smage julen.

Vanteren er over os!

Så folkens, så er det tid til vanter og vinterdobbeltdyne! I hvert fald for mig.

Surt, når titlen er sjovere end selve indlægget. Må arbejde på det.

The right stuff

Jeg hørte i radioen imorges at Take That er samlet igen og har udgivet en CD. De spillede den første single derfra og det lød forbløffende meget som dengang. Fred være med det. Jeg er lidt for gammel til at have redet med på Take-That-hysteri-bølgen. Til gengæld var jeg den helt rigtige alder til New Kids on the Block. De var GUDER! Især ham den lille med fistelstemmen. Joe hed han. Joe McIntyre. Og så mener jeg at kunne huske at de kom fra Boston ligesom en af mine nuværende GUDE-bands: Pixies.

Jeg satte en greatest hits CD* med NKOTB på lige før og hørte halvdelen af den, så var det ligesom nok. Sig ikke at de også genforenes?

*Selvfølgelig havde jeg ALLE de originale CD'er dengang, men så blev jeg grunge og de var pinlige og blev vist solgt til en genbrugsforretning. Jeg var fornærmet over kun at få en femmer pr styk. Mange år senere ser jeg opsamlings-CDen for en tier. Det var dengang, det var rigtig sjovt med kitsch-ting. Ikke at jeg har for vane at ligge under for tidens luner. Bevares!

Man ved, man er en tøs, når

man irriterer sig over at programmet, hvori etiketterne til det nye produkt designes, ikke kan lave dem i petroleumsblå. For det ville være ZÅ pænt (også selvom det er lidt sidste år)!

Anyone?

Er der nogen, der har prøvet den nye version af Blogger? Er den noget værd?

Forsæt

Nu er det altså SÅ meget slut med at tjekke blogs og blogge, mens jeg er på arbejde. Undskyld til alle Danmarks skatteydere. Jeg MENER det!

Jeg overvejede også at hoppe af messenger i arbejdstiden, men jeg har hørt at to slags abstinenser sammenlagt kan være temmelig farligt.

Sjove ord II

Plumbum. Latin for bly.

Jeg ved ikke med jer, men jeg griner hver gang.

Bonusinfo: Jeg kunne engang hele det periodiske system udenad (undtagen lanthaniderne og actiniderne). Nu kan jeg kun sige ting som "Her Ligger Nana - Knalder Ruben, Cæsar, Frank", jvnf. første hovedgruppe (ja, det var ment som en hjælp).

Lokumspoesi

Jeg er ikke som de andre
Der er andre, der er som mig
Vi er bare ikke som dem

Fra døren på herretoilettet (jamen, skiltet hænger altså så højt at småfolk som mig ikke ser det) i Kaffesalonen.

Sjove ord

Plader, man hænger op i loftet for at dæmpe lyden i et lokale hedder bafler.

Det er sgu da for sjovt! Ha ha.

Ja, ok, det var kun et ord, titlen indgød vel forhåbning om flere. De kommer vel til på et tidspunkt.

Tid er relativt

Hvad der er "snart" for dig er nok ikke det samme, som det er for mig. Dog vil jeg mene at, hvad der er "snart" for den nye café på Åboulevarden, ikke er "snart" for nogen andre. De har nemlig haft et kæmpebanner med påskriften: "Ny café/bar åbner snart" hængende i rigtig rigtig lang tid. Hvor lang tid lang tid er, kan jeg ærlig talt ikke huske, men vi snakker over et år og så lidt til. Nu er skiltet endelig væk, lad os se hvad det er blevet til, for det må eddermame være one fancy café, dude! Der må vi da ind.

Snart.

Kære medsøstre,

slap nu af. Så er det heller ikke værre. Jeg gider ikke høre et ord mere om, hvor irriterende, det er når mænd ikke lukker brættet ned, når de har været på toilettet. Tillad mig at illustrere:

Scenario 1: Toiletsædet er lukket med klap og det hele.*

1) Du løfter låget,
2) sætter dig og gør hvad du nu skal gøre.
3) Bagefter lukker du låget igen.

Scenario 2: Sædet er oppe.

1) Du sænker sædet.
2) sætter dig og gør hvad du nu skal gøre.
3) Bagefter lukker du låget igen.

Altså, lige mange handlinger, så hvad er problemet? Lad nu de kære mænd være i fred.

Der er naturligvis også et scenario 3, hvor låget er oppe og sædet nede, men det er jo sjusket, så sådan er der ingen af jer, der har det, vel?

*Suk, i en perfekt verden... Ja ja, det er det jeg selv prædiker derhjemme, men UDELUKKENDE fordi mit toilet er så småt at faren for at diverse dimsedutter, der ikke hører hjemme i kloakken kunne ryge i kummen er alt, alt for stor.

Kuk kuk

Jeg gloede på hende med pyjamassen udenpå tøjet i bussen i dag. Selvom hun virkede rimelig sammenhængende, så måtte det da have slået klik for hende et eller andet sted. Måske pyjamassen ikke var af bomuld, selvom den så sådan ud, måske det var en slags regntøj? Eller troede hun, at en overtræks-bomuld-pyjamas kunne beskytte hendes tøj fra at blive vådt? Jeg var SÅ tæt på at række ud og mærke på stoffet, da hun stod og ventede på at komme af, men jeg beherskede mig.

Nu da jeg har fundet ud af at det var en del af et stunt som den nye gratisavis (jaaah, gratis er jo godt, ikke?) har sat i værk, har jeg det så meget bedre på hendes vegne.

Undskyld, jeg gloede, dame.

Update: Kære Ursula, du skal ikke være ked af det. Det der med hvordan vejret er på ens fødselsdag, det passer jo ikke. Vis dig som en ægte spejder og træk regntøjet. Jeg har fx fundet både regnbukser og gummerøjserne (der ikke har været fremme siden Roskilde 2004) frem. Tjikkerlikker-tjikkerlikker-tjau-tjau-tjau.

Jamen selv tak, nej virkelig, det skal I ikke tænke på, det var da det mindste jeg kunne gøre!

Hm ja, jeg sidder og forestiller mig en samtale med mine naboer.

Det er nemlig lige gået op for mig at der var Røde Kors indsamling i søndags. De der indsamlinger går næsten altid hen over hovedet på mig. Der kommer nemlig aldrig nogen og banker på min dør. Aldrig!

Tidligere troede jeg at det var fordi jeg boede i et industrikvarter ude i Nordvest. De kom aldrig forbi min vej. Så flyttede jeg til det charmerende Nørrebro. Her kommer de heller ikke. Nu har jeg boet der i 11 måneder og jeg har ikke på noget tidspunkt truffet en indsamler eller blevet mødt velkommen hjem (skulle jeg have bevæget mig udenfor døren på en søndag, grotesk tanke, egentlig) af en pamflet med den ordlyden: "GIV OS PENGE, DIT SELVFEDE BORGERDYR, ELLER OGSÅ... ingenting, men det ville virkelig være rart med en skærv. Årh, please!" Sådan cirka.

Og så er det jeg tænker, er det mig, de undgår? For så synes jeg ærligt talt godt at mine naboer kunne være lidt flinkere, når jeg møder dem. Noget a la "Hej hej og tak for'ed!"

Nu vi snakker indsamlinger, så gik jeg engang en rute for Kræftens Bekæmpelse. De havde givet mig et stipendie og jeg tænkte at jeg ville være flink og indsamle en brøkdel af det til dem. Det var røvsygt og folk var så mistroiske overfor mig at det halve kunne være nok. OK, det var også ude i NV, men alligevel. Det var nu ikke det værste. Jeg havde forresten også lidt tømmermænd, men det var nu heller ikke så slemt. Nej, det værste var at jeg i 3 år derefter hver jul modtog et sirligt håndskrevet julekort fra hende, der koordinerede ruterne i området. I kortet var der taksigelser for min hjælp og slet skjulte opfordringer til at deltage igen. Ikke noget som juletid til at give en dårlig samvittighed. Ja, man BURDE jo virkelig også snart gøre noget ved dit og dat.

Ding dong

Mette brokker sig over sin kærestes - i hendes mening - alt for lille erkendtlighed. Hør her, kære pigebarn, du har det godt! MIN kæreste efterlader nemlig også penge til mig. Hele 5000 vietnamesiske Dong, hvilket cirka svarer til 2 kroner.

TO SKALDEDE KRONER!!

Ja, hvis der da ellers var en bank, der ville gide at veksle mønter (og gøre det gratis). Måske får han point på den eksotiske skala, men i det store hele er det altså liiiige i underkanten. Stram op, skattebasse! (Ved dit firma iøvrigt, hvor sløset du er med deres penge?)

Halleluja!

Praise the Lord!

Der er tændt for varmen i min lejlighed. Min forkølelse og jeg er glade!

Amen.

Nu som hobbit

Det er snart lang tid siden, der har været et selvportræt her på bloggen. Så med vanlig ynde vil jeg anvende et billede af mig selv fra en reception i torsdags til at illustrere, hvorfor høje hæle kan være en rigtig god idé fra tid til anden.

Bemærk hvorledes benene ikke synes længere end en halv agurk. Sådan går det når man er 1,62 m, insisterer på kjoler der går til under knæet og ikke har et fuldfigur-spejl. Må eje et. Snart.

Og nu til svarene på de spørgsmål, I måtte sidde og brænde inde med:

Ja, det er kinasko, og nej, jeg er altså ikke det eneste ikke-barn, der går med den slags sko.

Nej, der gror ikke mug på mine ben, jeg har grønne, mønstrede strømper på.

Ja, det er hvidvin i min venstre hånd og Faxe Kondi i den højre, et vindermatch.

Ja, det er en skraldespand i baggrunden.

Ja, jeg er snart en langhåret trold. (For satan, det bliver så godt, mand!)

31 år og to dage = Ca. voksen?

For satan, hvor har man bare drøøøøhn-travlt når man fylder 31. Så travlt at jeg ikke engang har haft tid at fortælle om hvor travl og pissepopulær, jeg er. Eller. Nå.

Selve fødselsdagen (i fredags) varslede nye tider lige fra formiddagen. Jeg fik lidt dejligt (dvs hentet af kæresten) morgenbrød og en kanelsnegl til morgenmad. Det i sig selv er måske ikke skelsættende, det utrolige er at jeg simpelthen ikke var sulten før langt henne ad eftermiddagen. DET er usædvanligt. Jeg kunne simpelthen ikke spise noget. Men ak, intet er så godt at det varer evigt.

Om aftenen skulle Ulrik og jeg så ud at spise på CoFoCo, hvis trappetrin ned er MEGET smalle, eller også kan jeg bare ikke multitaske. Så dem nåede jeg naturligvis at skvatte ned ad. "Nej nej, jeg har det fin-fint!" (Kun lidt ondt i den forvredne ankel og i albuen, der ramte et ondsindet og skidehårdt metalstativ.) Dog ikke noget som et glas cava ikke kan kurere.

Og så skete det!

Jeg blev simpelthen voksen på et par sekunder. Eller måske har jeg været det et stykke tid, men det var der jeg opdagede det. Der kom nemlig brød på bordet og det smagte anderledes end andet brød, jeg har spist, men stadig vældig godt. Men hvad var det dog? Den anderledes smag?
AAAAAAAAAAAAAAAARGHHHHHHHHHH! Det er jo KOMMEN, for satan!! Hm, det smager jo helt fantastisk godt. Aha. Velkommen til de voksnes rækker, Ulla. Er det sådan, det er? At være voksen?

Vi fik spist vores andebøffer (huh?) og gik videre ned til Boutique Lize (ok, med et enkelt pitstop på Bang & Jensen, fordi Lize ikke havde åbent endnu, vi havde været for hurtige til at spise og fordi det regnede, hvilket jeg slet ikke gider kommentere, for det der med vejret og ens fødselsdag passer jo bare slet slet ikke). Jeg havde bedt et par venner eller 50 om at kigge forbi til en drinks (ja, der skal være s på, det er nemlig smaddersjovt - haha!) eller to. Der kom da også nogle og jeg panikkede slet ikke over manglende tilbagemeldinger. Stor pige! (Nu gider jeg ikke skrive mere, så resten bliver skitseret). Og så hej hej og tak for gaver og vældig hyggeligt og vi kan da godt lige nappe en lille øl på Riesen, inden klokken-er-to-og-de-andre-steder-er-lukkede-rykind'et kommer. Taxa med indbygget sightseeing hjem.

Op lørdag morgen lidt for tidligt, opdage bums mellem øjnene (OK, så var jeg ikke helt voksen alligevel - lidt teenager er man vel altid), rydde op, vaske op, bage kage og fødselsdagsboller, varme kakao og lave kaffe. Undre mig over, hvem den dame, der kommer op ad trappen, mon er, indtil det går op for mig at det er min søster med Pia Kjærsgaard paryk. Paryk, fordi kemoen har smadret håret, men hvorfor vil man ligne Pia Kjærsgaard? Få lidt for mange informationer om hendes tidligere forhold, hygge med dysfunktionel familie, iturevet gavepapir over hele stuegulvet (tak til Oliver (som er hund)), videre til svigerfar's fødselsdag om aftenen, mere hundesavl, få baghjul i brætspil, fandme urimeligt.

Søndag. Sove længe. Aftale baby-sening hos Anne og Janus. Se FCK-Brøndby i fucking fjerneren, fordi NOGEN ikke har fået købt billetter til kampen, hvilket endnu en gang beviser at hvis noget skal gøres rigtigt, skal man selv gøre det. Hov, banker det på døren? Gotta go.